A.P. Møller byder godt 17 mia på P&O Nedlloyd
A.P. Møller - Mærsk forventer at fremsætte betinget offentligt købstilbud på samtlige aktier i Royal P&O Nedlloyd NV, fremgår det onsdag morgen af en fondsbørsmeddelelse.
A.P. Møller - Mærsk og ledelsen i Royal P&O Nedlloyd NV er blevet enige om vilkårene for et betinget offentligt købstilbud for den samlede aktiekapital i Royal P&O Nedlloyd NV, som A.P. Møller - Mærsk forventer at fremsætte i juni 2005.
Det forventede købstilbud vil være på EUR 57 pr. aktie efter udlodning af udbytte på EUR 1 pr. aktie til Royal P&O Nedlloyd NVs aktionærer den 13. maj 2005. Prisen på EUR 57 pr. aktie svarer til en købesum for den samlede aktiekapital på ca. EUR 2,3 mia. (omkring 17,1 mia. kr.). Bestyrelsen i Royal P&O Nedlloyd NV anbefaler det forventede købstilbud.
Fremsættelsen af tilbuddet vil bl.a. afhænge af udfaldet af en begrænset due diligence. En efterfølgende overtagelse forudsætter tilslutning fra mindst 70 pct. af den samlede aktiekapital i Royal P&O Nedlloyd NV samt konkurrencemyndighedernes godkendelse.
Royal P&O Nedlloyd NV driver verdens 3. til 4. største containerrederi og er børsnoteret i Holland. Selskabet offentliggør meddelelse på Euronext i Amsterdam samtidig hermed.
Med en overtagelse af aktierne i Royal P&O Nedlloyd NV skabes en enestående mulighed for at videreudvikle de to selskabers globale containerforretning til gavn for såvel kunder, ansatte som aktionærer. Konsekvenser for nuværende og kommende regnskabsår kan først opgøres senere, idet endeligt overtagelsestilbud og tidspunktet for en overtagelse endnu ikke foreligger.