APM Terminals får grønt lys til costaricansk terminal
Den 33-årige koncessionskontrakt omkring den såkaldte Moin Container Terminal på den caribiske kyst i Costa Rica, som APM Terminals i august sidste år indgik med den costaricanske regering, har nu fået den endelig godkendelse fra myndighederne, Comptroller General Office. Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet.
Aftalen lyder på at bygge og vedligeholde terminalen, og APM Terminals kan nu påbegynde en 18 måneder lang implementeringsfase, hvor alle de nødvendige undersøgelser og det endelig designarbejde skal udføres. Når det er fuldført vil det blive indsendt til den costaricanske regering til godkendelse, og derefter kan udgravningen af indsejlingskanal og vendebassin påbegyndes.
- APM Terminals er meget tilfreds med den hastighed og dedikation, som den costaricanske regering lægger i at fremme dette projekt. Det er blevet bevist, at projektet har højeste prioritet, og vi agter at gennemføre åbningen af projektets første fase til tiden i 2016, siger Paul J. Gallie, der er direktør for APM Terminals Moin-projekt, i pressemeddelelsen.
APM Terminals investerer i alt 992 mio. dollar i projektet, som altså løber over 33 år og skal være med til at forbedre Costa Ricas konkurrenceevne og skabe omkring 1.000 job ifølge planen.