Apple på vej mod rekord efter løftet kursmål

Udgivet den 25-01-2021  |  kl. 12:59  |  

Apple-aktien er mandag på vej mod endnu en rekord, efter at finanshuset Raymond James har hævet sit kursmål for aktien til 150 dollar fra 140 dollar, idet finanshuset har hævet sine estimater forud for onsdagens regnskab.

Apple-aktien indikeres 2,3 pct. højere i 142,25 dollar i det amerikanske formarked.

Finanshuset Raymond James gentager ifølge Bloomberg News den positive anbefaling "outperform".

Analytiker Chris Caso vurderer, at iPhone-salget vil lande på linje med forventningerne i decemberkvartalet, mens han venter en positiv historie i mikset.

- Forbrugerne ser ud til at have foretrukket modeller med højere pris, måske er de opmuntret af tilskud fra de amerikanske teleselskaber, vurderer Raymond James, der også ser et sundt potentiale fra Airpods, ure og Macbooks.

Finanshuset bemærker, at aktien har været godt kørende, men det ser ikke nogen grund til at ændre sit favorable syn på aktien.

Finanshuset Wedbush har mandag også løftet sit kursmål for aktien til 175 dollar fra 160 dollar.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder