Aktier/åbning: Netcompany ryger i hullet efter regnskab i rød eliteindeksstart
Netcompany bliver savet over på børsen tirsdag formiddag efter et skuffende regnskab for fjerde kvartal.
I aktiernes top 25 ligger Genmab også med et solidt fald på over 7 pct. uden selskabsspecifikt nyt, mens Mærsk-aktierne med et dyk på omkring 1,2 pct. også er med til at trække ned i C25-indekset.
Eliteindekset falder samlet 0,3 pct. til 1770,53 efter en mandag, hvor de danske aktier steg 0,5 pct.
Det var meldingen om Deepseeks mere energieffektive chatbot, der gav bølgegang blandt de højtflyvende amerikanske teknologiaktier, og det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt over 3 pct. Det blev trukket ned af chipgiganten Nvidia, der faldt 17 pct. efter nyheden om, at en kinesisk iværksættervirksomhed, Deepseek, har udviklet en ny sprogmodel på baggrund af langt færre ressourcer end andre.
- I dag holder investorerne igen nøje øje med tech-sektoren og konsekvenserne af Deepseek nye AI-model. Kan det føre til en revidering af indtjeningsforventningerne for AI-giganterne og dermed aktiekursen på de selskaber, der har trukket de amerikanske aktier? Eller viser Deepseek sig at være en fuser, der alligevel ikke kan konkurrere med de amerikanske konkurrenter, skriver Jyske Bank tirsdag morgen i en kommentar.
NETCOMPANY I DYBT FALD
Netcompany er kommet med et regnskab for fjerde kvartal, der skuffer rundt regnet over hele linjen. Og markedet er da heller ikke sen til at kvittere med et minus til aktiekursen på 16 til 279,60 kr. efter en forlænget åbningsauktion på grund af stort salgspres.
For mens selskabet fastholder sine mellemlange forventninger til den justerede indtjeningsgrad, EBITDA, på 20 pct., så udskydes målene for omsætningen på 8,5 mia. kr. til 2027.
Lidt mere malurt i investorernes bægre er, at it-selskabet ikke har valgt at starte op for et nyt aktietilbagekøbsprogram på grund af "fremskredne strategiske forhandlinger", der kan føre til en transaktion, som vil blive finansieret gennem brugen af eksisterende kreditfaciliteter, oplyser Netcompany i regnskabet
- Der er masser af usikkerheder i verden, og dem er Netcompany også ramt af. Efter de seneste måneders annonceringer af nye ordrer, og det gode tredje kvartalsregnskab, havde investorerne sat næsen op efter en god/fornuftig årsafslutning. Den kom desværre ikke, skriver Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, om resultaterne.
KONKURRENTNYT TIL VESTAS
Vestas har fået nyt fra konkurrenten Siemens Gamesa, der kom gennem sit første kvartal af regnskabsåret 2024/25 med en vækst på mere end 50 pct. i ordreindgangen og et plus på omsætningen på næsten 20 pct. Driften var dog stadig ganske underskudsgivende.
Det fremgår af foreløbige regnskabstal, som moderselskabet Siemens Energy, mandag aften har lagt frem.
Vestas stiger 0,8 pct. til 95,76 kr.
GN FÅR NYT SENT TIRSDAG
GN stiger 0,3 pct. i de første handler tirsdag til 137 kr.. Selskabet får nyt tirsdag aften fra schweiziske Logitech, der komemr med regnskab for tredje kvartal 2024/25.
Reaktionen for GN kommer dog først i onsdagens danske handel, fordi regnskabet først præsenteres sent tirsdag aften dansk tid.
I samme branche har Demant fået løftet kursmålet for aktien til 325 kr. fra 310 kr. hos SEB. Anbefalingen er uændret "køb".
Demant går 1 pct. frem til 291 kr.
Også Novo Nordisk har fået lagt på sit kursmål. Det er Intron Health, der løfter kursmålet til 880 kr. fra 800 kr. hos Intron Health. Anbefalingen er fortsat "køb".
Novo falder 0,6 pct. til 618,70 kr.
Og Carlsberg har fået sænket kursmålet for aktien til 1075 kr. fra 1160 kr. hos DNB.
Anbefalingen er uændret "køb".
Bryggeriaktien stiger 0,6 pct. til 740 kr. i den indledende handel.
Blandt sidepapirerne har Matas fået løftet anbefalingen til "køb" fra "hold", og kursmålet er sat til 160 kr. fremgår det af Bloomberg News.
Matas går 2,6 pct. frem til 142 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›