Arbejdet genoptaget på Tele Danmarks kunderservice-centre
København--6. november--NetPosten--De ansatte på Tele Danmarks kundeservice-centre i en række jyske og sjællandske byer genoptog torsdag formiddag arbejdet, efter de tidligere på morgenen holdt faglige møder for at drøfte et nyt spareudspil fra ledelsen i koncernen.
- Vi har fået rapporter om, at op imod et hundrede medarbejdere i afdelingerne i Kolding, Holstebro, Skive, Horsens, Randers, Viborg, Roskilde og Nykøbing Falster deltog i de faglige møder. Efter vores oplysninger skulle arbejdet nu være normaliseret disse steder, siger informationsmedarbejder hos Tele Danmark, Magnus Bredsdorff, til Ritzaus Bureau.
De faglige møder fulgte i kølvandet efter et par urolige dage, hvor der også tirsdag og onsdag var faglige møder i blandt andet Aalborg, Århus, Esbjerg og Sønderborg hos Tele Danmark i protest mod spareplanerne.