Arkil Q1: Gode produktionsbetingelser løfter toplinjen

Udgivet den 28-05-2019  |  kl. 12:55  |  
Arkiv: Foto

Entreprenørkoncernen Arkil havde i årets første kvartal en højere omsætning end samme periode af 2018, ligesom selskabets underskud skrumpede ind.

Omsætningen blev i januar, februar og marts løftet til 538,5 mio. kr. fra 499,4 mio. kr. de samme måneder sidste år, mens at der på bundlinjen var et underskud på 34,3 mio. kr. Første kvartal af 2018 havde Arkil et underskud på 50,1 mio. kr., mens der for helåret var et overskud på 83,1 mio. kr.

Ifølge Arkils administrerende direktør, Jesper Arkil, har 2019 indtil videre været "gunstigt", hvilket især skyldes gode produktionsbetingelser.

- Udbudsaktiviteten er lidt lavere end forventet og sidste år, og vi kan ved udgangen af første kvartal i Danmark nu notere os en ordrebeholdning, som er lavere end ved samme tidspunkt sidste år, og bestående af flere mindre og mellemstore opgaver med et kortere afløb, siger han i en kommentar.

- Situationen er mere stabil i udlandet, hvor ikke mindst anlægsaktiviteten i Tyskland og Irland stadig er høj. Resultatudviklingen er tilfredsstillende på tværs af segmenter og er en effekt af en forholdsvis kritisk tilgang til risici på projektniveau.

- Vi kan fortsat konstatere mangel på udbud af større og længerevarende projekter på det hjemlige marked, hvilket i øjeblikket begrænser vækstmulighederne, lyder det fra direktøren.

Arkil havde i årets første kvartal et bruttoresultat på 31,9 mio. kr. mod 3,5 i samme kvartal sidste år, mens at koncernen havde et driftsunderskud (EBIT) på 43,2 mio. kr. Samme periode af 2018 var der et driftsunderskud på 64,4 mio. kr.

Selskabet fastholder i regnskabet sine forventninger til 2019 om en omsætning i niveauet 3,1-3,3 mia. kr. og et resultat før skat på 90-120 mio. kr.

Mandag aften kunne J2A Holding, der er ejet af Arkils administrerende direktør, Jesper Arkil, og Jens Skjøt-Arkil, som er direktør for forretningsudvikling i koncernen, fortælle, at det vil gennemføre overtagelsen af Arkil Holding.

Holdingselskabet, som i april fremsatte et tilbud på alle udestående B-aktier, har opnået et ejerskab og en stemmeret på over 90 pct. af aktierne i selskabet. Det er sket med det formål at afnotere selskabet, fortalte direktøren i april.

Tabel for Arkil Holdings regnskab for første kvartal af 2019:

Mio. kr. Q1 2019 Q1 2018 FY 2018
Omsætning 538,4 499,4 3337,3
Resultat af primær drift -43,2 -64,4 115,7
Resultat før skat -44,5 -65,0 111,0
Nettoresultat -34,3 -50,1 83,1

Arkils forventninger til 2019:

Mio. kr. Ved Q1 2019 Før Q1 2019
Omsætning 3100-3300 3100-3300
Resultat før skat 90-120 90-120

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder