Asien: Gassen siver ud af tech-ballonen

Udgivet den 27-02-2024  |  kl. 06:38  |  

De asiatiske aktiemarkeder har svært ved at finde fodfæste tirsdag, mens Japans Nikkei-indeks svinger mellem plus og minus efter at have ramt rekordniveau i den tidlige handel.

- Den afdæmpede tone antyder en behersket investorstemning efter den nylige teknologidrevne indkøbsturné, skriver Stephen Innes fra SPI Asset Management i et notat ifølge AFP.

Data tirsdag morgen viste en lidt højere japansk inflation end forudset, hvilket har fået investorerne til at være på vagt op til inflationsdata fra Europa og USA senere i denne uge.

Her er den amerikanske centralbank, Federal Reserves foretrukne inflationsmål - kerneprisindekset for personligt forbrug (PCE) - i centrum.

- Hvis dataene som forventet viser det højeste niveau siden februar sidste år, passer det med meldingerne fra Federal Reserve om at have tålmodighed, siger analytikere fra ANZ Bank ifølge Reuters.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan er uændret, mens de amerikanske futures indikerer kursfald i de tre store amerikanske aktieindeks på 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

I Tokyo holder investorerne sig tilbage efter de seneste dages gentagne rekorder i Nikkei-indekset.

- Tilbudsjagten er skiftet fra chip-relaterede aktier til andre store aktier i Tokyo, siger analytiker Takuma Ikemoto fra Tokai Tokyo Research Institute i Tokyo til AFP.

Nikkei 225 viger 0,1 pct., mens Topix-indekset øger 0,1 pct.

De kinesiske aktier på fastlandet er til gengæld i positivt territorium, mens det ser lidt mere anstrengt ud i Hongkong.

Shanghai Composite øger 0,8 pct., og også CSI 300 stiger 0,8 pct., mens Hongkongs Hang Seng-indeks har vendt morgenens fald til et beskedent plus på 0,1 pct.

Også i Taipei og Seoul er gassen gået af investorernes tech-jubel.

Taiex-indekset lukker med et fald på 0,5 pct., og Kospi-indekset dropper 0,7 pct.

I Singapore ligger Strait Times-indekset 0,8 pct. lavere, mens ASX-indekset på børsen i Sydney afslutter dagen med en beskedent gevinst på 0,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,1
Topix +0,1
Hongkongs Hang Seng +0,1
China Shanghai Composite +0,8
China CSI 300 +0,8
Taiwan Taiex -0,5
Sydkoreas Kospi -0,7
Indiens BSE Sensex +0,1
Singapores STI -0,8
Sydney ASX 200 +0,1

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder