Asien: Generelle kursfald trods positive amerikanske futures
Der er ikke megen optimisme hos de fleste asiatiske investorer mandag, hvor de japanske aktier falder forud for afslutningen af det pengepoliske møde i den japanske centralbank, der måske vil indikere, hvor når den ultralette pengepolitik kommer til en afslutning.
Samtidig fortsætter faldene i de kinesiske aktier på femte uge, da risikostemningen forbliver svag, efter at de seneste økonomiske date har peget på et yderst trægt økonomisk opsving, mens de politiske signaler fra et topmøde i sidste uge ikke opfyldte håbene om nye støttetiltag hos investorerne.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,5 pct., på trods af positive amerikanske aktiefutures, der indikerer yderligere stigninger i de amerikanske aktieindeks på 0,1-0,2 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
De japanske investorer er fokuseret på mødet i Bank of Japan, hvor de pengepolitiske beslutningstagere vurderes at ville begynde at lægge grunden til et skifte i den japanske nulrente-politik.
- Vi tror, at der udsendes en form for besked i retning af at hæve minusrenten. Hvis det sker, som vi forudsiger, vil yen sandsynligvis styrkes yderligere, hvilket igen vil tynge aktiemarkedet, siger chefstrateg Masayuki Kubota fra Rakuten Securities i Tokyo.
17 ud af 28 økonomer ser april som den foretrukne måned som startskuddet til, at negative renter skrottes, hvilket i så fald vil gøre bank og Japan til en af de få centralbanker i verden, der rent faktisk strammer pengepolitikken - og det sammenfaldende med det tidspunkt, hvor amerikanske Federal Reserve ventes at starte på en serie af rentereduktioner.
- Vi tror, at Bank of Japan vil vente til efter resultatet af 'shunto'-lønforhandlingerne foreligger næste forår, før de kommer med tiltag i april, siger økonom Christian Keller fra Barclays ifølge Reuters.
Nikkei 225 falder 0,8 pct., og Topix-indekset viger 0,9 pct.
De kinesiske aktier ligger under for skuffelsen over manglende tiltag fra politiske hold til det træge økonomiske opsving.
- Tonen på den årlige Central Economic Work Conference i sidste uge forblev pro-vækst, men der var ikke mange detaljer om specifikke lempelser, især for ejendomsmarkedet, skriver Goldman Sachs i et notat ifølge Reuters.
Tidligere blev det centrale politisk møde i det kinesiske kommunistpartis centralkomité, der normalt afholdes i efteråret hvert femte år for at fastlægge den langsigtede økonomiske politik, udskudt til 2024.
Den usædvanlige udskydelse tolkes af Kina-kommentatorer som et tegn på, at den kinesiske økonomi er i en alvorlig knibe.
Hongkongs Hang Seng-indeks falder 0,9 pct., mens Shanghai Composite og CSI 300 begrænser faldene til 0,1 pct. og 0,2 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -0,8 |
Topix | -0,9 |
Hongkongs Hang Seng | -0,9 |
China Shanghai Composite | -0,1 |
China CSI 300 | -0,2 |
Taiwan Taiex | -0,2 |
Sydkoreas Kospi | +0,3 |
Indiens BSE Sensex | -0,1 |
Singapores STI | -0,5 |
Sydney ASX 200 | -0,3 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯