Asien: Kinesiske kursfald genoptaget
De asiatiske aktier falder tirsdag, hvor mandagens domstolsbeordrede likvidation af den kinesiske ejendomsgigant China Evergrande fortsætter med at tynge aktierne i regionen.
Samtidig lægger stigende geopolitiske spændinger yderligere låg på risikovilligheden forud for det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,3 pct., og de amerikanske aktiefutures indikerer marginale udsving tæt på nul i de toneangivende aktieindeks, når handlen starter i New York senere på dagen.
De kinesiske værdipapirtilsynsmyndigheder, China Securities Regulatory Commission, indførte mandag totalt stop for udlån af aktier for at bremse shortsalg og derigennem understøtte landets faldende aktiemarkeder.
Men pusterummet blev kort, og kursfaldene er tirsdag genoptaget, efter at det skrøbelige kinesiske ejendomsmarked igen cementerer vejen mod afgrunden i kølvandet af mandagens domstolskendelse i Hongkong, som beordrede likvidationen af China Evergrande Group.
- Den seneste udvikling er en påmindelse om risiciene ved at investere i den kinesiske ejendomssektor og de udfordringer, som sektoren står over for på vej mod en genopretning, siger investeringsstrateg Vasu Menon fra OCBC Bank i Singapore til Reuters.
Hongkongs Hang Seng-indeks falder 2,1 pct., mens Shanghai Composite dropper 0,8 pct. og CSI 300 dykker 0,9 pct.
De japanske markedsdeltager læner sig som så ofte før op ad deres amerikanske kolleger.
- De amerikanske markeder steg på baggrund af lavere renter og køb af højteknologiske aktier, hvor Dow Jones og S&P 500 nåede rekorder. De japanske aktier stiger efter stigningen i de amerikanske aktier, siger analytiker Toshiyuki Kanayama fra Monex i Tokyo ifølge AFP.
Nikkei 225 og Topix-indekset stiger henholdsvis 0,2 pct. og 0,1 pct.
På andre af regionens børser er udviklingen blandet. Kospi-indekset i Sydkorea øger 0,3 pct., hvilket også er tilfældet for Singapores Strait Times-indeks, mens Taiwans Taiex-indeks lukker med et minus på 0,2 pct. og ASX-indekset på børsen i Sydney slutter dagen med et plus på 0,3 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +0,2 |
Topix | +0,1 |
Hongkongs Hang Seng | -2,1 |
China Shanghai Composite | -0,8 |
China CSI 300 | -0,9 |
Taiwan Taiex | -0,2 |
Sydkoreas Kospi | +0,3 |
Indiens BSE Sensex | -0,3 |
Singapores STI | +0,3 |
Sydney ASX 200 | +0,3 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯ indblik❯