Asien: Negative bølger i teknologitunge indeks efter skuffende Nvidia-prognose

Udgivet den 21-11-2024  |  kl. 06:41  |  

De asiatiske aktiemarkeder falder torsdag, efter at markedets AI-darling, Nvidia, skuffede investorerne med en afdæmpet omsætningsprognose efter børstid i USA onsdag aften.

Samtidig stiger de geopolitiske bekymringer, efter at konflikten i Ukraine er eskaleret.

- Nu hvor den indledende eufori efter præsidentvalget er forsvundet, er det klart, at markedet bokser med at finde en katalysator, der kan fremprovokere nye stigninger, siger analytiker Chris Beauchamp fra IG til AFP.

Fokus er på indtjeningen fra verdens mest værdifulde firma, Nvidia, som forventer den langsomste omsætningsvækst i syv kvartaler. I betragtning af Nvidias betydelige indflydelse får det stemningen i teknologisegmentet til at falme.

Futures indikerer kursfald i Nasdaq-indekset på 0,3 pct., når markedet åbner i New York. Det smitter af i S&P 500-futures, der falder 0,1 pct., mens Dow Jones-futures står til at åbne fladt.

Med til at dæmpe entusiasmen er amerikanske anklager mod den indiske tycoon Gautam Adani, der står bag det vidtforgrenede Adani Enterprises-konglomerat.

Gautam Adani beskyldes for at betale hundredvis af millioner af dollar i bestikkelse til indiske regeringsembedsmænd for at vinde solenergikontrakter og for at skjule betalingerne, da der skulle rejses penge fra amerikanske investorer.

Anklagerne får aktien i Indiens Adani Enterprises til at styrtdykke over 15 pct. på børsen i Mumbai. BSE Sensex-indekset falder 0,7 pct.

De japanske aktier følger med ned. Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, ligger med et fald på 0,8 pct., mens Topix-indekset står til et minus på 0,5 pct.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan faldt med 0,2 pct. trukket ned af fald i Shanghai Composite og CSI 300 på 0,1 og Hang Seng i Hongkong, der ligger med et minus på 0,2 pct.

Samme negative udvikling ses i Taiwan, hvor Taiex-indekset er i minus med 0,4 pct., mens det førende indeks i Sydkorea, Kospi, stiger med samme procentsats.

Der er også en begrænset stigning i Singapores Strait Times-indeks på 0,1 pct., mens Sydneys ASX 200 falder 0,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,8
Topix -0,4
Hongkongs Hang Seng -0,2
China Shanghai Composite -0,1
China CSI 300 -0,1
Taiwan Taiex -0,4
Sydkoreas Kospi +0,4
Indiens BSE Sensex -0,7
Singapores STI +0,1
Sydney ASX 200 -0,1

Indeksværdi omkring klokken 6.00.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder