Asien: Underliggende positiv tone på tværs af regionen

Udgivet den 31-03-2014  |  kl. 07:02  |  

De asiatiske aktiemarkeder ligger med en generel positiv bias mandag morgen. Mange investorer har dog valgt at forblive på sidelinjen op til kvartalsafslutningen, hvilket begrænser omsætningen.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger mandag med et plus på 0,5 pct. først på eftermiddagen i den centralasiatiske tidszone.

- Aktiemarkedet er kommet en smule tilbage for nylig efter at være faldet for meget på grund af Ukraine-situation. Tingene er ikke yderligere forværret, hvilket giver en følelse af lettelse i markedet, siger markedsstrateg Masaru Hamasaki fra Sumitomo Mitsui Asset Management i Tokyo til Bloomberg News.

I Tokyo afventer markedet effekten af tirsdagens forhøjelse af momsen. Omsætningsafgiften stiger til 8 pct. fra 5 pct. som et led i den japanske regerings nødvendige afbalancering af de offentlige udgifter. Men afgiftsforhøjelen rammer samtidig kampen for en økonomisk turnaround, hvilket har fået premierminister Shinzo Abe til at fremrykke offentlige arbejder, mens Bank of Japan står klar i kulissen med nye lempelser.

Det toneangivende Nikkei-indeks stiger 0,6 pct., mens det bredere Topix-indeks stiger 0,8 pct.

I Kina afventer investorerne tirsdagens tal fra fremstillingssektoren, hvor PMI-data vil blive fremlagt. Yderlige afmatning vil blive imødegået med "relevante" og "stærke foranstaltninger" som fremskyndelse af infrastruktur-anlæg som jernbaner, motorveje og vandprojekter.

Shanghai Composite stiger 0,1 pct., mens CSI 300-indekset handles 0,2 pct. højere. Hang Seng i Hongkong ligger samtidig med et plus på 0,3 pct.

Blandt de øvrige asiatiske børser stiger Taiwans Taiex-indeks 0,3 pct., og Singapores Straits Times ligger med et plus på 0,8 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks falder 0,1 pct.

Futures på de amerikanske aktieindeks ligger mandag morgen med stigninger på 0,3-0,4 pct. i Asien.

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 0,6

Topix 0,8

Hongkongs Hang Seng 0,3

China Shanghai Composite 0,1

China CSI 300 0,2

Taiwan Taiex 0,3

Sydkoreas Kospi -0,1

Indiens BSE Sensex 0,4

Singapores STI 0,4

Sydney ASX 200 0,8

--------------------------------------

#

Indeksværdi kl. 06.20

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk