Asien: Underliggende sur stemning ved kvartalsafslutningen

Udgivet den 30-06-2023  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske aktier handles med en underliggende negativ bias fredag, efter torsdagens stærke sæt amerikanske økonomiske data, der styrker sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil øge renten igen og fastholde det forhøjede niveau i længere tid.

Samtidig giver endnu et sæt svage kinesiske data bekymringerne om et hakkende post-covid-19-opsving ny næring. Aktiviteten i den kinesiske produktionssektor skrumpede for tredje måned i træk i juni, omend i et langsommere tempo end de to foregående måneder, følge de officielle data offentliggjort fredag.

Handlen er dog præget af kvartalsskiftet, der reducerer aktiviteten markant på kvartalets sidste handelsdag.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan viger 0,2 pct., mens de amerikanske aktiefutures indikerer kursstigninger i de tre store aktieindeks på op til 0,2 pct., når markedet åbner i New York senere fredag.

I Tokyo fortsætter presset på japanske yen til fordel for de store eksportorienterede japanske virksomheder, men det får samtidig markedsdeltagernes forsigtighed frem, efter at dollar overskred niveauet 145 yen i den tidlige handel på valutamarkedet i Tokyo.

Samtidig lukkes bøgerne for det japanske første kvartal, hvilket kan give uforholdsmæssigt uforudsigelige udsving i aktiemarkedet.

- Nikkei-indekset kan komme ud for turbulens, når investorerne afregner konti for at lukke måneden ned, påpeger Matsui Securities i Tokyo ifølge AFP.

Nikkei 225-indekset falder 0,5 pct., og Topix-indekset dropper 0,8 pct.

De kinesiske markeder er lidt mere positive efter flere dage med kursfald.

Shanghai Composite stiger 0,5 pct., og også CSI 300 øger 0,5 pct., mens Hang Seng-indekset i Hongkong dykker 0,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,5
Topix -0,8
Hongkongs Hang Seng -0,1
China Shanghai Composite +0,5
China CSI 300 +0,5
Taiwan Taiex -0,7
Sydkoreas Kospi +0,3
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI +0,1
Sydney ASX 200 -0,2

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯