Torsdagens aktier: Novo og Zealand byttede plads i negativt indeks

Udgivet den 13-03-2025  |  kl. 17:08  |  
Arkiv: Foto

Revanche til indekstunge Novo Nordisk efter fem bedrøvelige børsdage med fald holdt torsdag hånden under det danske C25-indeks, som alligevel sluttede handelsdagen i 1746,27 eller 0,3 pct. lavere end lukkeniveauet onsdag.

Indekset var omvendt presset af fald til onsdagens superraket, Zealand Pharma, i bunden af eliteindekset, hvor de to fedmekollegers rollebytte var det mest spektakulære indslag.

- Det er en pænt stille dag. Nu har vi været inde i nogle dage med kæmpe nyheder både på makrosiden og på selskabssiden, som har rykket på markederne. I dag er det så relativt stille også på den globale bane, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

- Men jeg tror også, at der ligger mange spændende ting forude, som man positionerer sig hen mod. Der er mange ubesvarede spørgsmål i øjeblikket med hensyn til tariffer og krigen i Ukraine, fortsætter chefhandleren.

NOVO PÅ TILBUD

Efter fem forpjuskede dage med prisfald er aktien i Novo Nordisk blevet så billig, at der er mulighed for en god handel. Det vurderer finanshuset Kepler Cheuvreux, som ifølge Bloomberg News hævede sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold".

Onsdag var det nyheden om Zealand Pharmas epokegørende samarbejdsaftale med Roche, som inspirerede til et minus foran Novo-aktien. Før da var aktien plaget af blandt andet studienyt for vægttabsmiddel Cagrisema, som ikke begejstrede markedet.

Men torsdag steg Novo 3,4 pct. til 525 kr. øverst i C25-indekset.

DUKKERT TIL ZEALAND

Zealand Pharma var den helt store kursraket onsdag og kunne notere den største endagsstigning for en aktie - tæt på 38 pct. - i C25-indeksets historie.

Opturen fulgte en aftale med Roche for det mulige vægttabsmiddel Petrelintid.

Men torsdag fik tyngdekraften igen fat i fedmeaktien, som dykkede 10,7 pct. til 602 kr.

Anbefalingen af Zealand-aktien er efter onsdagens nyhed blevet løftet til "køb" fra "hold" af SEB Bank, og kursmålet er sideløbende hævet 6 pct. til 850 kr. fra 800 kr., viser data fra Bloomberg News.

Også DNB har skruet på kursmålet og løftede til 1150 kr. fra 1010 kr

COLOPLAST FIK HÆVET ANBEFALING

Coloplast fik løftet anbefalingen til "neutral" fra "underperform" hos amerikanske JPMorgan, som fastholder kursmålet på 700 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. Men Coloplast-aktien faldt 0,5 pct. til 726,80 kr.

Pandora var under en smule teknisk pres torsdag, da der fragik udbytte på 20 kr. per aktie. Smykke-aktien satte sig 1,6 pct. eller 17,50 kr. til 1111 kr.

Vestas oplyste om en ordre på 62 megawatt (MW) fordelt på 11 møller af typen V150-6.0MW i Tyskland hos Ørsted. Vindmølleaktien steg 0,9 pct. til 104,25 kr.

REGNSKABET FRA LIDT LAVERE HYLDER

På regnskabsfronten var der mere gang i den uden for C25-indekset, hvor Columbus IT endte 2024 med en organisk omsætningsvækst på 7 pct. og en EBITDA-margin på 9,2 pct.

For det nye år venter it-selskabet at nå en organisk vækst på 7-9 pct. samt en EBITDA-margin på 10-12 pct, mens selskabet også gentager ønsket om at finde en ny ejer. It-aktien steg 1,6 pct. til 12,50 kr.

Industrivirksomheden Roblon fastholdt forventningerne til regnskabsåret 2024/25 efter et første kvartal, som ifølge selskabet er realiseret på det forventede niveau. Aktien lukkede uændret i 101 kr.

Lundbeck har fået grønt lys hos EU-Kommissionen, til at lægemidlet Rxulti kan bruges til behandling af skizofreni hos unge fra 13 år og opefter. Aktien steg 0,3 pct. til 39,24 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/aktier: Mismod spredte sig under mørke skygger fra USA
17:45 Olieprisen dykker oven på ny prognose fra Det Internationale Energiagentur
17:08 Torsdagens aktier: Novo og Zealand byttede plads i negativt indeks
17:00 Torsdagens obligationer: Begrænsede udsving med rentepilen nedad
16:35 Trump-familien har ført drøftelser om at få del i kryptobørsen Binance erfarer WSJ
15:52 Guldprisen i rekord på usikkerhed fra Trumps lunefulde handelsstrategi
15:13 Mærsk-konkurrent advarer om øget usikkerhed fra Trumps handelskrig
14:52 Intel noterer største stigning i fem år i tillidserklæring til ny topchef
14:38 USA/åbning: Frygt for handelskrig og for føderal nedlukning dominerer igen
14:29 Amerikansk recession er usandsynlig - altså medmindre handelskrigen eskalerer vurderer UBS
14:13 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med sjette dag med plus
13:57 USA/tendens: Skifter retning - frygt for handelskrig og nedlukning har taget over
13:44 Trump truer med told på vin og champagne fra EU
13:32 USA: Færre nytilmeldte ledige end ventet
13:23 Trump truer med told på vin og champagne fra EU
12:58 Europa/aktier: Plus til indekstunge Novo hjælper Stoxx 600 til at trodse krigsfrygt
12:32 Britisk madleveringstjeneste siver efter skuffende prognose for 2025
12:17 Deutsche Banks højestlønnede medarbejder nærmer sig dobbelt direktørløn
11:40 Obligationer/middag: Spinkle rentestigninger med fokus på politiske meldinger
11:27 Aktier/middag: Lille revanche til Novo mens Zealand presses af gevinsthjemtagning