Atter færre tomme erhvervslokaler i hovedstadsområdet
Omfanget af tomme erhvervslokaler i hovedstadsområdet befinder sig fortsat på et lavt niveau. I alt 416.000 etagemeter stod tomme pr. 1. januar 2001. Det er under 1 pct., fremgår det af Miljø- og Energiministeriets nyhedsbrev.
Efter fire års ubrudt fald i omfanget af tomme erhvervslokaler, på samlet mere end 1 million etagemeter, skete der fra april 1999 til april 2000 en vækst i tomme lokaler på 160.000 etagemeter. Men trods det lave ledighedsniveau og et stigende nybyggeri i slutningen af 1990'erne, har der i de sidste tre kvartaler af år 2000 været et fald i omfanget af tomme lokaler på samlet 100.000 etagemeter.
De fleste tomme lokaler kommer forholdsvis hurtigt i brug. Det gælder både kontorlokaler og lokaler til lager- og produktions-formål, og det gælder både i centralkommunerne og i omegnen. Størst er omsætningshastigheden blandt kontorlokaler i centralkommunerne.