Auken: Intern forrentning for DUC på 11 pct
På baggrund af en oliepris på 25 USD pr. tønde, en dollarkurs på 8,1 kr., Skatteministeriets seneste prognose for selskabs- og kulbrinteskat samt Energistyrelsens seneste prognose for produktionen, efterforsknings-, investerings-, drifts- og transportudgifter, kan den reale interne forrentning for DUC-selskaberne samlet fra 1962 frem til og med 2012 beregnes til ca. 11 pct.
Det skriver miljø- og energiminister Svend Auken (S) i et svar til Enhedslistens Søren Kolstrup.
Den reale interne forrentning af de investeringer, som DUC har foretaget i perioden fra 1962 til 2000, kan beregnes til ca. ni pct. Beregningerne er foretaget på baggrund af oplysninger fra de årlige beregninger af produktionsafgiften.
Den interne forrentning defineres ved den rentesats, som indebærer, at investeringsudgiften og nutidsværdien af investeringens afkast er lige store. Men DUC's sammensætning er ændret med tiden, og det gør det vanskeligt at opgøre den interne rente for hvert selskab. Derfor er den interne rente alene beregnet for DUC samlet, oplyser Miljø- og Energiministeriet.
Endvidere understreges det, at beregningen frem til 2012 skal tages med et stort forbehold.
- F.eks vil udviklingen i dollarkursen og ændringer i produktions- og investeringsudviklingen påvirke beregningen af den interne forrentning. Investeringsprognosen er baseret på kendte udbygningsplaner, som typisk dækker den kommende femårsperiode. Den investeringsprofil, som indgår i beregningen af den interne forrentning frem til og med 2012, har stort set ingen investeringer efter 2006. Dette betyder dog ikke, at der ikke vil finde investeringer sted. Endelig medtager beregningerne ikke udgifter i forbindelse med nedtagelse af anlæg, ligesom eventuelle udgifter i forbindelse med Eneretsbevillingens ophør ikke indgår i beregningerne, oplyser Svend Auken.