Auriga Industries bygger branddørsfabrik - skal omsætte for 50 mio kr
Skamol, der er et datterselskab i Auriga Industries, vil sammen med to nordjyske forretningsmænd, Henning Høybye-Jensen og Poul Møller, producere og sælge branddøre og brandpaneler. En ny fabrik bygges ved Aalborg og et nyt selskab etableres.
Med indgåelse af partnerskab med de to nordjyske forretningsmænd tager Skamol for alvor hul på produktion og markedsføring af branddøre og brandpaneler baseret på virksomhedens kalciumsilikatplader.
Et nyt selskab, NCM Core A/S, etableres, og en ny fabrik bygges ved Aalborg. Skamol får 40 pct. af aktierne. Selskabet ledes af Henning Høybye-Jensen og Poul Møller, der begge har flere års erfaring med produktion og markedsføring inden for træindustrien.
Skamol har gennem et stort udviklingsarbejde de seneste år opnået en række myndighedsgodkendelser af kalciumsilikat til branddøre og brandpaneler. Branddørene vil blive markedsført til dørproducenter baseret på 60 og 90 minutters brandgodkendelser af trædøre i trækarm. Dørene får en betydeligt lavere vægt end eksisterende produkter på markedet.
Salget af produkterne ventes at bidrage væsentligt til Skamols vækst, idet en omsætning på 50 mio. kr. årligt ventes opnået i løbet af få år.