Banker lurer på Amagerbankens filialnet
En række danske pengeinstitutter har allerede overvejelser i gang med henblik på hvilke dele af den kriseramte Amagerbanks filialnet de kan bruge. Netop filialnettet vurderes som et værdifuldt aktiv.
Fra alle bankerne lyder det dog, at de ikke er interesserede i at købe filialnettet direkte af Amagerbanken. I stedet venter pengeinstitutterne på, at Amagerbanken skal bukke under og blive overtaget af det statslige skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet. Det skriver dagbladet Børsen.
Herfra vurderer bankerne, at filialnettet vil blive udbudt til salg til højestbydende for på den måde at få dækket tabene ind på de problemfyldte udlån til ejendomssektoren, som netop har bragt Amagerbanken ud i den overlevelseskamp, som banken i disse uger oplever.