Bankernes mangel på arbejdskraft har toppet

Udgivet den 02-06-2008  |  kl. 14:22  |  

Nogle af de helt små pengeinstitutter i provinsen finder det i stigende grad problematisk at rekruttere nye medarbejdere, særligt blandt de helt unge og nyuddannede. Men fra mellemgruppen af lokale og regionale banker er meldingen tværtimod, at det værste er overstået i henseende til manglen på arbejdskraft.

Det skriver Økonomisk ugebrev.

- Det er ikke vores indtryk generelt, at der eksisterer et problem i henseende til rekruttering, understreger kommunikationschef Lisbeth Nielsen fra Lokale Pengeinstitutter.

- Vi fornemmer tværtimod, at rekrutteringsproblematikken, som man talte om for et års tid siden, har toppet, siger hun.

Max Bank i Næstved bekræfter tendensen.

- Vi har et godt samarbejde med Handelsskolen Sjælland Syd, hvorfra vi kan tiltrække finanselever eller finansøkonomer i det omfang, vi har behov for det, fortæller Karin Sass, projektkoordinator i HR-afdelingen for Max Bank i Næstved.

Udgivet af: NPinvestordk