USA/lukning: Eli Lilly, Apple og Nvidia trak aktier i minus

Udgivet den 31-10-2024  |  kl. 06:32  |  

Den amerikanske regnskabssæson er på sit højdepunkt i denne uge, og tallene fra de respektive selskaber river og rusker i kurserne.

Onsdag betød det på bundlinjen, at markedet faldt en smule, selv om det stadig er snublende tæt på sit rekordniveau.

Og den negative udvikling synes at ville fortsætte torsdag.

Sene regnskaber fra Microsoft, Meta og Ebay gav alle kursfald i eftermarkedet.

Effekten på futuresmarkedet er nye drop i de tre dominerende aktieindeks på 0,1-0,5 pct. med hovedvægten på det teknologirelaterede segment, når markeder åbner i New York torsdag eftermiddag.

Der var løft til Alphabet, som tirsdag aften leverede et bedre end ventet regnskab for tredje kvartal, mens der omvendt var udsalg i chip-producenten AMD og i Novo-konkurrenten Eli Lilly efter regnskabsskuffelser.

Samtidig så markedet frem mod regnskaberne fra både Microsoft og Meta Platforms efter markedets lukning.

De amerikanske renter tikkede onsdag opad, efter en stærkere end ventet privat jobrapport fra ADP for oktober, hvilket reducerede væddemålene på rentesænkninger i USA, ligesom der var støtte at hente i en solid amerikansk BNP-vækst på 2,8 pct.

Det brede S&P 500-indeks tabte i sidste ende 0,3 pct., mens Dow Jones smed 0,2 pct., og Nasdaq gik tilbage med 0,6 pct.

- Solid men ikke gnistrende vækst passer fint til det nuværende økonomiske bagtæppe, siger Bret Kenwell, investeringsanalytiker hos Etoro, til Bloomberg News.

- For varm en opgørelse og investorerne ville stille spørgsmålstegn ved Federal Reserves beslutning om at sænke renten 50 basispoint i september, mens en svag opgørelse kunne genantænde bekymringerne om en forværret økonomi, siger han.

ALPHABET BELØNNET

I S&P 500 var det kommunikationsservice, som klarede sig bedst onsdag med et plus på 1,0 pct., mens finansaktierne vandt 0,4 pct., og cyklisk forbrug steg marginalt.

I den anden ende havde sundhed det svært med et fald på 0,2 pct., mens it-aktierne mistede mest med 1,3 pct.

Alphabet havde størst lod i at støtte markedet onsdag, da aktien steg 2,8 pct., fordi teknologikæmpen i tredje kvartal leverede en større vækst i salget på 15 pct. til 88,27 mia. dollar end ventet, ligesom et plus på 35 pct. i den vigtige cloud-forretning til 11,35 mia. dollar ifølge Bloomberg News også lå over Wall Streets bud.

Omvendt havde Novo-konkurrenten Eli Lilly det svært med et kursfald på 6,3 pct., da salget af diabetesmidlet Mounjaro og fedmemidlet Zepbound, begge baseret på GLP-1-analogen Tirzepatid, skuffede i tredje kvartal. Aktien var dog i den tidlige handel i minus med knap 15 pct., så den rettede sig en del i løbet af handelen.

AI-TVIVL

Et andet negativt indsalg i onsdagens handel var chip-producenten AMD, som smed 10,6 pct. Tredje kvartal var ellers bedre end ventet med en fremgang i salget på 18 pct. til 6,82 mia. dollar, blandt andet med mere end en fordobling i afsætningen til datacentre til 3,55 mia. dollar, hvilket taler for en solid AI-afsætning, men en svag prognose for fjerde kvartal taler for det modsatte.

AMD's tal trak onsdag Nvidia ned med et minus på 1,4 pct., mens Qualcomm bakkede 4,8 pct., og inden for it var der også fald til Apple på 1,5 pct. Microsoft gik dog før sit regnskab op med 0,1 pct.

I kommunikationsservice, hvor Alphabet jo hører til, var der onsdag derimod tilbagegang til Meta Platforms på 0,3 pct. inden koncernens kvartalstal.

Også på regnskabsfronten steg kreditkortkæmpen Visa onsdag med 2,9 pct. efter en stærkere end ventet vækst i betalingsvolumenerne i fjerde kvartal, mens producenten af entreprenørmaskiner Caterpillar faldt 2,1 pct. efter en melding om et "lidt lavere" salg i 2024 end tidligere udmeldt.

INTEGRITET

I hovedindekset var en af de store historier dog nedturen for Super Micro Computer, som dykkede hele 32,7 pct. Server-producenten, som har fået kritik for sin kontrol og efterlevelse af blandt andet eksportreglerne, meddelte onsdag, at dets revisor, EY, har indstillet samarbejdet på grund af bekymringer relateret til "integriteten".

Uden for S&P 500 steg det sociale medie og beskedtjeneste Snap derimod med 15,9 pct. efter et bedre end ventet regnskab, og det samme blev det sociale medie Reddit belønnet for, men med et plus på hele 42,0 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel