BASF med bedre end ventede tal for tredje kvartal
Den tyske kemikaliekoncern BASF har torsdag morgen fremlagt regnskab for tredje kvartal, hvor de tidligere opstillede forventninger bliver fastholdt trods fortsatte meldinger om øget risiko i den globale økonomi. Det er dog også et regnskab, hvor både salget og indtjeningen kommer ud bedre end analytikernes forventninger, hvilket løfter aktien med omtrent 2 pct. torsdag morgen.
BASF fik en omsætningsvækst på 8 pct. til 19 mia. euro i tredje kvartal, hvilket var bedre end analytikernes forventninger på 18,1 mia. euro. BASF fik en EBIT-indtjening eksklusiv ekstraordinære poster på 2,07 mia. euro, hvilket var pænt bedre end analytikernes forventninger på 1,94 mia. euro. Resultatet efter skat landede på 946 mio. euro sammenlignet med analytikernes forventninger på 888 mio. euro. Den bedr end ventede indtjening kom blandt andet fra den genoptagne olieproduktion i Libyen.
BASF har olie- og kemikalieaktiviteter, samt en division som leverer sprøjtemidler til landbruget, og er dermed peerselskab til danske Auriga.
BASF skriver i regnskabet for tredje kvartal, at man ikke forventer et opsving i den globale økonomi i fjerde kvartal, men alligevel fastholder selskabet sin prognose for 2012 om, at man ventes at overstige rekordniveauerne for omsætningen og EBIT-indtjeningen fra 2011. Tilbage i 2011 opnåede BASF en omsætning på 73,5 mia. euro og en EBIT-indtjening på 8,59 mia. euro.
BASF ser nu mere negativt på den økonomiske udvikling i år, hvor man sænker sine forventninger til den globale økonomiske vækst til 2,2 pct. fra tidligere 2,3 pct. Væksten i industriproduktionen ventes nu at stige med 2,8 pct. i 2012 sammenlignet med den tidligere prognose på 3,4 pct. Kemikalieproduktionen ventes at stige med 2,9 pct. i 2012 fra tidligere prognose på 3,5 pct.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›