BG Bank: USD/DEM har teknisk modstandspunkt på 149,50

Udgivet den 05-09-1996  |  kl. 08:38  |  

USD har fortsat svært ved at bryde 1,4950 niveauet over for DEM. Konflikten mellem USA og Irak har ikke styrket USD væsentligt. De seneste økonomiske tal fra USA tyder fortsat på stærk vækst og har skabt en vis frygt for stigende inflation. Udviklingen har betydet stigende sandsynlighed for en pengepolitisk stramning, hvilket er positivt for USD, fremgår det af en økonomisk oversigt fra BG Bank.

Den pengepolitiske stramning modvirkes dog af, at inflationsfrygten har presset aktie- og obligationsmarkedet og dermed også USD. På kort sigt ventes USD ikke at bryde 1,4950-niveauet over for DEM, og det anbefales at sælge på dette niveau svarende til ca. 5,7765 over for DKK. På længere sigt ventes der fortsat en styrkelse af USD, men først ved fald til 1,4750 anbefales det på kortere sigt at etablere strategier baseret på denne forventning. Hvis USD skulle falde til dette niveau, anbefales det i første omgang at sælge out-of-the money put-optioner. Med en spot på 1,4750, en volatilitet på 7,2 pct. og en løbetid på en måned giver delta-25-optioner en strike-kurs på 1,4525 og en præmie på 0,46. Præmien svarer til 4.600 DEM pr. 1 mio. USD.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder