Bjarne Laustsen ny formand for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg
København--2. oktober--NetPosten--Det bliver Bjarne Laustsen, MF (S), der bliver den nye formand for arbejdsmarkedsudvalget i Folketinget og samtidig ny mødeleder for de socialdemokratiske medlemmer af arbejdsmarkedsudvalget. Det står fast efter det socialdemokratiske guppemøde i dag.
- Det er et ønskejob, siger Bjarne Laustsen. Efter at have beskæftiget mig med den praktiske arbejdsmarkedspolitik som tillidsmand og bestyrelsesmedlem i Metal-Aalborg, er jeg vældig glad for, at den socialdemokratiske folketingsgruppe har vist mig den tillid, at vælge mig som mødeleder og formand for arbejdsmarkedsudvalget. Arbejdsmarkedspolitikken er og vil altid være bærende for mit politiske arbejde.
Bjarne Laustsen er 46 år. Han er valgt i Frederikshavn siden 1992 og uddannet som maskinarbejder i Aalborg. Han har været tillidsrepræsentant 17 år i
Hydrema, syd for Aalborg. Han har desuden været instruktør på Metalskolen og er stadig medlem af bestyrelsen for Metal-Aalborg.
- Arbejdsmarkedspolitikken er en af hovedpillerne til vores velstand og konkurrenceevne, og vil altid være genstand for nye tiltag i takt med globaliseringen, ændrede konkurrencebetingelser og den simple kendsgerning at befolkningssammensætningen ændrer sig hele tiden. Det giver nye muligheder, som fx at vi nu har en historisk mulighed for virkelig at kunne realisere Det rummelige arbejdsmarked. Der er gang i den i Danmark. Der er nu mulighed for, at vi kan få mange nye ind på arbejdsmarkedet, hvad enten det drejer sig om dem der måske ikke arbejder 100 pct. effektivt, dem har været udenfor arbejdsmarkedet alt forlænge eller nydanskere. Let bliver det ikke for det handler om andet end økonomi, det handler også om holdninger og normer hos virksomheder, ansatte, fagforeninger og alle de mange andre der beskæftiger sig med dette område, siger Bjarne Laustsen.
- Men lige nu og her ligger det mig stærkt på sinde, at vi får løst problemet med de manglende praktikpladser. Vi ved, at der kommer til at mangle folk med en erhvervsuddannelse i fremtiden, og alligevel kan unge i dag ikke få en praktikplads. Det problem har stået på i for mange år, og nu vil vi ikke længere finde os i, at arbejdsgiverne ikke passer deres uddannelsesforpligtelse.
Bjarne Laustsen afløser Poul Erik Dyrlund. Poul Erik Dyrlund har ønsket at trække sig, fordi han forlader folketinget ved næste valg.