B&O OPTAKT Q1 4/10: Tabet skal begrænses og krydres med indtjeningsnyt

Udgivet den 04-10-2017  |  kl. 06:30  |  

Det er nødvendigt, at Bang & Olufsen bliver bedre til at tjene penge, og investorer og analytikere vil derfor holde øje med indtjeningsevnen, når Struer-selskabet onsdag kommer med regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2017/2018.

Det vurderer Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank, over for Ritzau Finans.

- Markedet sukker efter, at B&O bliver bedre til at tjene penge, så derfor skal vi gerne se en indtjeningsforbedring, i forhold til hvad selskabet leverede i samme kvartal sidste år, siger Morten Imsgard.

Sydbank forventer, at B&O's regnskab onsdag viser en driftsindtjening (EBIT) på minus 64 mio. kr. I samme kvartal forrige regnskabsår var driftsindtjeningen minus 89 mio. kr.

Morten Imsgard peger på, at der er udsigt til et bedre første kvartal end længe, der dog stadigvæk bliver med en negativ driftsindtjening, som følge af at B&O har sit laveste salg i sommermånederne, hvor det derfor er svært at være lønsom.

- Tabet skal begrænses, og så skal det krydres med en historie om, at når højsæsonen kommer, så vil investorerne også kunne se, at indtjeningsevnen lige så stille kravler opad, for året er et springbræt til de kommende år, hvor man har lovet investorerne en markant højere indtjeningsevne, siger Morten Imsgard.

B&O SKAL OPRETHOLDE SIN HØJE SALGSVÆKST

Igennem en lang årrække har B&O leveret gode salgsvækstrater, og det mener Morten Imsgard, at der er udsigt til fortsætter onsdag.

- Vi skulle meget gerne få et regnskab, hvor B&O Play leverer en høj salgsvækst, og hvor det klassiske B&O også leverer en pæn salgsvækst, dog mest fordi man er oppe imod et relativt tilgivende sammenligningskvartal fra sidste år med lavt salg, siger Morten Imsgard.

Senioraktieanalytikeren peger på en opretholdelse af B&O's høje salgsvækst som "første flueben, der skal krydses af," for at selskabet skal kunne øge sin indtjening.

Væksten skal ifølge Morten Imsgard drives af ny produkter og en udvidelse af B&O's distributionsnetværk.

- Det er de nye produkter, som vil drive væksten i det klassiske B&O-segment, og der vil jeg have fokus på, hvad de siger om deres allernyeste fjernsyn, som lige er blevet lanceret og vil påvirke de kommende kvartaler.

- I B&O Play har man helt sikkert ramt noget, som forbrugerne gerne vil have. De har udvidet deres distributionsnetværk, hvori vi forventer et stigende salg, og mange af produkter, man har lanceret, sælger rigtig godt og er med til at skabe vækst, vurderer Morten Imsgard.

Sydbank forventer, at B&O's nettoomsætning vil vokse til 589 mio. kr. fra 516 mio. kr. i samme periode året før, hvilket er en salgsvækst på 14,2 pct.

FORVENTNINGER FASTHOLDES

I 2017/2018 forventer B&O en omsætningsvækst på 10 pct. og et primært driftsresultat før af- og nedskrivninger samt kapitalisering, EBITDAC, i niveauet 8-10 pct., og Morten Imsgard regner ikke med, at de forventninger ændres i forbindelse med regnskabet.

- Man skal holde sig for øje, at første kvartal er et lille kvartal for selskabet, så det er ikke det bedste pejlemærke for, hvordan det kommer til at gå resten af året, siger Morten Imsgard.

B&O kommer onsdag morgen med regnskab for første kvartal i det forskudte regnskabsår 2017/2018.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Report❯  Research❯ 

Relaterede nyheder