Boeing tilbyder 30 pct. lønløft og bedre bonus og pension til strejkende medarbejdere

Udgivet den 24-09-2024  |  kl. 06:34  |  

Boeing tilbyder nu et endnu større lønhop og genindførsel af flere bonusser for at få gjort ende på den lammende strejke blandt mere end 30.000 medarbejdere, som presser flyproducenten lige nu.

Ifølge en meddelelse på Boeings hjemmeside tilbydes der nu en lønforhøjelse på 30 pct., og samtidig er der også klare forbedringer i de tilbudte bonusser og i pensionsordningen.

De mange medarbejdere sagde for halvanden uge siden "nej tak" til et tilbud om en lønforhøjelse på 25 pct. på baggrund af forringede bonus- og pensionsvilkår.

Men nu er den såkaldte ratifikationsbonus - en bonus for at godkende aftalen - løftet til 6000 dollar fra tidligere 3000 dollar, ligesom en anden bonusordning, der var blevet skrottet i et tidligere forslag, genindføres.

Derudover løftes den tilbudte selskabsbetaling af pension til medarbejderne.

Boeing selv kalder da også tilbuddet for sit "bedste og sidste" i en opdatering på hjemmesiden.

Boeing-aktien steg mandag med 2,0 pct. til 156,30 dollar.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯