Boligindretningskæmpe dratter på skuffende salg og droppet prognose
Bed Bath & Beyond, som driver en lang række butikker, især i USA, som sælger boligindretningsartikler, har onsdag aften skuffet investorerne med et svagt salg, en skuffende bundlinje og samtidig trukket sin prognose.
Det straffes med et markant kursdyk i eftermarkedet, hvor aktien falder med 11,9 pct.
Det sammenlignelige salg faldt i Bed Bath & Beyonds tredje kvartal med 8,3 pct., mens analytikerne ifølge Consensus Metrix havde spået et minus på 4,9 pct., skriver Bloomberg News.
Ydermere trak koncernen sin prognose tilbage og nøjes nu med at oplyse, at både toplinjen og bundlinjen i det igangværende fjerde kvartal fortsat vil være under pres.
Udviklingen understreger ifølge topchef Mark Tritton behovet for store forandringer i forretningen, og han er fortsat optimist.
- Fundamentet for selskabets transformation er undervejs, udtaler Tritton i selskabets meddelelse.
Bed Bath & Beyond kom gennem sit tredje kvartal med et justeret underskud per aktie på 38 cent, mens omsætningen faldt 9 pct. til 2,76 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på minus 2 cent og en omsætning på 2,85 mia. dollar.
Bed Bath & Beyonds aktie steg med omkring 50 pct. i 2019, blandt andet på baggrund af efterårets udnævnelse af Mark Tritton til administrerende direktør, men var inden onsdagens udmelding bakket med knap 4 pct. i 2020.
/ritzau/FINANS