BP advarer om svag indtjening fra raffinaderiforretningen og nedskrivninger

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 10:51  |  

Den britiske energigigant BP sendes baglæns tirsdag, efter at selskabet har advaret om "markant lavere" marginer fra sin raffinaderiforretning.

I samme forbindelse har BP nedskrevet værdien af et af sine raffinaderier i Tyskland med 1-2 mia. dollar, skriver Bloomberg News.

Aktien falder 3,3 pct. til 458,85 pence.

Advarslen kommer forud for offentliggørelsen af BP's regnskab for andet kvartal af 2024.

Her venter det britiske selskab, at den del af forretningen, der står for raffinering af diesel, samt en høj grad af vedligeholdelse vil tynge indtjeningen med 500 til 700 mio. dollar.

Også indtjeningen fra handel med olie ventes svagere i andet kvartal.

BP's nedskrivninger omhandler et raffinaderianlæg i den tyske by Gelsenkirchen efter en større gennemgang, som var varslet tidligere i år. BP vil ifølge Bloomberg News nedskalere sine raffinaderiaktiviteter i Tyskland på grund af høje omkostninger og en aftagende efterspørgsel på brændstof.

Selskabet offentliggør sit regnskab for andet kvartal 30. juli.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯