Brøndby IF i dialog om kapitaludvidelse

Udgivet den 28-09-2012  |  kl. 09:33  |  

Bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold har i den seneste tid været i dialog med tidligere administrerende direktør i Brøndby IF, Frank Buch-Andersen, om Brøndby IF's aktuelle situation. Dialogen er forløbet både konstruktivt og positivt og begge parter bakker fortsat 100 pct. op om emissionen til Brøndby Supporters Trust. Det skriver Brøndby IF i en meddelelse. Brøndby IF-aktien løftes 36,1 pct. til 18,10 kr. på en omsætning på 341.254 kr.

Parterne har aftalt at fortsætte dialogen, og der er enighed om, at det er afgørende, og et fælles mål, at Brøndby IF udarbejder en økonomisk bæredygtig plan, der vil kunne bringe Brøndby IF tilbage til toppen af dansk fodbold.

- Løsningen skal være grundigt udarbejdet, bæredygtig og sikre bred opbakning fra klubbens interessenter. Derfor vil ledelsen arbejde videre og forventer at kunne fremkomme med en ambitiøs og visionær strategi samt en økonomisk bæredygtig plan for Brøndby IF inden for de nærmeste måneder, lyder det fra bestyrelsesformand i Brøndbyernes IF Fodbold A/S, Sten Lerche.

Den 10. august 2012 meddelte Brøndby IF markedet i en selskabsmeddelelse, at det var besluttet at give Brøndby Supporters Trust ret til at tegne op til 500.000 stk. B-aktier og 38.000 stk. A-aktier inden den 31. december 2012 og yderligere 500.000 stk. B-aktier og 38.000 stk. A-aktier inden den 31. december 2013.

Udgivet af: lp@netposten.dk