Brøndby: Vil rejse 100 mio kr i kapitaludvidelse

Udgivet den 08-02-2019  |  kl. 06:34  |  
Arkiv: Foto

Den børsnoterede fodboldklub Brøndby IF valgte torsdag aften at ændre sine planer fra december sidste år for en kapitaludvidelse. Koncernen ønsker nu at rejse et langt større beløb, og samtidig vil man tilbyde eksisterende aktionærer en fortegningsret.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.

Brøndbys bestyrelse planlægger nu at rejse op mod 100 mio. kr. i en kapitaludvidelse, som skal ske med fortegningsret for eksisterende aktionærer.

Tilbage i starten af december annoncerede selskabet, at den ville sælge 31,2 mio. aktier uden fortegningsret, hvilket på daværende tidspunkt havde givet et bruttoprovenu på cirka 29,5 mio. kr.

- Bestyrelsen i Brøndby IF har nu revurderet denne beslutning og har besluttet ikke at gennemføre en kontant kapitalforhøjelse uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer, hedder det.

- Bestyrelsen i Brøndby IF har i stedet besluttet at indstille til generalforsamlingens vedtagelse den 2. april 2019, at bestyrelsen bemyndiges til en større kapitaludvidelse med fortegningsret for selskabets aktionærer. Bestyrelsen sigter efter at rejse cirka 100 mio. kr.

Koncernen forklarer ønsket om at rejse langt mere kapital med klubbens ambition om at fastholde sin position med at levere den "bedste fanoplevelse" i Superligaen, og det omfatter, at Sydsiden af Brøndby Stadion skal "renoveres og opgraderes", ligesom loungefaciliteterne skal udvides. Endelig vil Brøndby IF opgradere "Brøndby Masterclass" og investere i den sportslige sektor.

- Provenuet fra kapitaludvidelsen skal blandt andet anvendes til dækning af disse investeringer, som forventes gennemført eller igangsat i 2019, samt sikre at Brøndby IF igen er gældfri ved udgangen af 2019.

Fodboldklubben planlægger at gennemføre kapitaludvidelsen senest ved udgangen af juli 2019, og selskabet vil indtil da "optage yderligere lån som mellemfinansiering".

Brøndby IF fastholder i forbindelse med meldingen torsdag sine forventninger til 2018 om et resultat før skat mellem 10 og 12 mio. kr.

I december faldt aktien i Brøndby med 3,8 pct. den onsdag, da selskabet annoncerede den oprindelige plan om at udvide kapitalen.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder