Brøndby/Nordnet: En nedjustering lurer i allerhøjeste grad

Udgivet den 21-05-2019  |  kl. 07:58  |  

Brøndby IF har i denne sæson slet ikke formået at leve op til det niveau, som fodboldklubben præsterede i sidste sæson.

Klubben fra den københavnske vestegn tabte fredag til FC Midtjylland i pokalfinalen, hvor holdet sidste år vandt sin første pokal siden sæsonen 2007/08, og sæsonen slutter i bedste fald med en fjerdeplads i den bedste danske fodboldrække.

Sidste sæson blev det til en andenplads. Og en fjerdeplads lever ikke op til de forudsætninger, som Brøndby har sat for sine finansielle forventninger til hele regnskabsåret.

- Det har ikke været nogen god og overbevisende sæson for holdet, og en nedjustering lurer i allerhøjeste grad, skriver Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar.

Brøndby kommer tirsdag med regnskab for årets første kvartal, men Per Hansen forventer ikke, at klubben nedjusterer sine forventninger her.

Selv om Brøndby IF misser tredjepladsen i Superligaen, kan fjerdepladsen nemlig også give adgang til kvalifikationskampe i Europa League, som han noterer, at fodboldklubbens forventninger til helåret bygger på:

- Det kan stadig lade sig gøre med en fjerdeplads. Det kræver i givet fald en sejr på udebane i Odense over OB i den kommende weekend samt efterfølgende, at Brøndby vinder over vinderen af Randers/AGF i en play off-kamp, lyder det fra investeringsøkonomen.

Han mener i stedet, at nedjusteringen kan komme "allerede den kommende mandag", når der er vished om udfaldet af den sidste runde i mestersskabsslutspil i Superligaen.

Vinder Brøndby IF lørdag over OB, slutter klubben som nummer fire i den bedste danske fodboldrække, og der skal spilles mod enten Randers FC eller AGF om en plads i kvalifikationen til Europa League.

Brøndby IF venter i 2019 at nå et resultat før skat på minus 10 til 20 mio. kr.

Forventningerne bygger på, at holdet opnår en tredjeplads i Superligaen og er i top seks i Superligaen i andet halvår af 2019. Der skal også realiseres en gevinst i sommerens transfervindue i niveauet 44 mio. kr., hvilket Per Hansen anser som værende "ambitiøst".

I 2019 har Brøndby IF-aktien mistet 9,1 pct. af sin værdi. Mandag faldt aktien 2,5 pct. til 0,71 kr.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder