Brancheorganisation om ny AI-forordning: Må ikke bremse innovationen

Udgivet den 13-03-2024  |  kl. 13:03  |  

Europa-Parlamentets nye regler for kunstig intelligens roses af forsikrings- og pensionsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension, der påpeger risikoen for, at forordningen kan bremse innovationen.

Det skriver brancheorganisationen i en meddelelse.

Forordningen AI Act er den første af sin slags rettet mod regulering af kunstig intelligens. Lovgivningen skal sikre, at borgerne kan stole på, at teknologien ikke vil skade dem, i takt med at den udvikler sig, fortæller det rumænske medlem af EU-Parlamentet, Dragos Tudorache, ifølge Ritzau.

Med vedtagelsen af forordningen er reglerne nu endelige, mens der fortsat er områder i lovgivningen, der skal endeligt defineres i en række vejledninger. Her skal lovgiverne "holde tungen lige i munden, hvis man skal lykkes med at løfte forordningens formål med at skabe mere ansvarlig kunstig intelligens", skriver Forsikring & Pension.

- Vi står nu overfor en implementeringsproces, som bliver afgørende for, om forordningen lykkes med at bidrage til mere ansvarlig kunstig intelligens - eller om den blot - modsat ambitionerne - vil resultere i mindre kunstig intelligens, siger Sigrid Floor Toft, der er underdirektør i Forsikring & Pension.

Konkret frygter brancheorganisationen, at lovgiverne i forbindeles med implementeringsprocesserne vil stramme reglerne yderligere. Det kan i værste fald forhindre brugen af kunstig intelligens.

- Strammer vi skruen for meget, kan det betyde, at virksomheder og myndigheder helt undlader at bruge kunstig intelligens. Det vil være ekstremt uheldigt, da hele formålet med lovgivningen er at understøtte en ansvarlig udbredelse af kunstig intelligens i EU for at sikre vores konkurrencedygtighed, siger Sigrid Floor Toft.

- Ender vi i stedet med at stoppe brugen af kunstig intelligens, har vi skudt os selv i foden, tilføjer hun.

Selve forordningen rammer til gengæld inden for skiven, vurderer Forsikring & Pension, da den stiller "krav til brugen af kunstig intelligens alt efter risiko, mens de mest indgribende og risikofyldte scenarier forbydes".

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft