Bred politisk aftale sætter renteloft på 35 procent over kviklån
Der er torsdag aften indgået en bred politisk aftale om indgreb mod kviklån.
Med aftalen forbydes alle forbrugslån, der har en ÅOP på over 35 procent. ÅOP er et låns samlede omkostninger i procent.
Det fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S).
- Vi har taget det opgør med kviklån, som vi har stillet danskerne i udsigt.
- Alle har hørt om de vilde kviklån med en ÅOP på 800-900 procent. Det er slut nu. Vi forbyder alle forbrugslån, der har en ÅOP over 35 procent, siger han.
Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Loftet over ÅOP har været den helt store knast i forhandlingerne.
Uenighederne blev i sidste uge så uoverstigelige, at erhvervsminister Simon Kollerup besluttede at udsætte forhandlingerne og give partierne en tænkepause.
Onsdag - godt en uge senere - blev de genoptaget, før der torsdag altså er kommet en aftale på plads.
Det er ikke kun et ÅOP-loft, partierne er blevet enige om.
Der indføres ligeledes et markedsføringsforbud. Det betyder, at virksomheder, der udbyder lån med en ÅOP over 25 procent, ikke må markedsføre nogen forbrugslån overhovedet.
Dermed bliver det forbudt at reklamere for disse typer kviklån i busser og tog. Desuden bliver der indført et forbud mod markedsføring af kviklån på tv i sammenhæng med spil og gambling.
/ritzau/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›