Brent-olien under 80 dollar for første gang siden februar efter Opec+-møde

Udgivet den 03-06-2024  |  kl. 16:15  |  

Prisen på en tønde Brent-olie er dykket under 80 dollar for første gang siden februar, idet Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, har opstillet en tidsplan for gradvist at afvikle nogle af sine produktionsnedskæringer.

Brent-olieprisen dykker 2,3 pct. til 79,22 dollar per tønde, mens den amerikanske WTI-olie ligger med et fald på 2,7 pct. til 74,94 dollar per tønde.

En aftale indgået i Riyadh søndag forlængede de såkaldte "frivillige" produktionsbegrænsninger for Saudi-Arabien og Rusland langt ind i næste år, skriver Bloomberg News.

Men Opec+ begynder også at rulle nogle udbudsreduktioner tilbage i oktober, tidligere end nogle Opec-observatører havde antaget.

Prisen på råolie har haft en nedadgående bane de sidste to måneder på grund af svindende geopolitisk risikopræmie og tegn på et svækket fysisk marked.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Natural Resources❯