Britisk finanshus ser mulig forsinkelse af Ørsteds strategiopdatering

Udgivet den 11-12-2023  |  kl. 13:08  |  
Arkiv: Foto

Energiselskabet Ørsted har et stort internt oprydningsarbejde at gøre, og derfor kan den nye strategiplan, som selskabet har lovet, godt blive skubbet længere end offentliggørelsen af årsregnskabet i starten af februar næste år.

Sådan lyder vurderingen fra britiske Barclays i et analysenotat mandag, skriver branchemediet Recharge News.

Barclays ser udmeldingen af strategiopdateringen, der er planlagt til at blive offentliggjort sammen med årsregnskabet, som en mulighed for en frisk start for Ørsted, der har haft et uhyre vanskeligt 2023 påvirket af særligt de massive nedskrivninger på den amerikanske forretning for havvindmøller.

- Der er tydeligvis et informationsudvekslingsproblem i Ørsted efter vores vurdering, og ledelsen er nødt til at være sikker på, at den har modtaget og forstået de korrekte data rigtigt, skriver Barclays blandt andet i mandagens analyse, refererer Recharge News.

Banken ser beslutninger om det fremtidige kapitalgrundlag og implementeringen af en ny ledelse, efter at Ørsted i november skilte sig af med finansdirektør Daniel Lerup og driftsdirektør Richard Hunter, tage lang tid, og derfor kan den endelige udmelding blive udskudt.

Ørsted har desuden også indgået et samarbejde med konsulenthuset Boston Consulting Group.

Og det samarbejde vidner om, at problemerne hos Ørsted er så store, at man ikke bare lige kan finde en løsning her og nu, har Jacob Pedersen, der er analysechef hos Sydbank, tidligere vurderet i en artikel hos Børsen.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder