Carlsberg etablerer nyt joint venture i Asien
København--15. december--NetPosten--Carlsberg A/S har underskrevet en aftale med det asiatiske Chang Beverage Company om at etablere Carlsberg Asia Ltd., som er et 50/50 joint venture, der skal administrere og udvikle selskabernes salgs- og bryggeriaktiviteter i Asien, meddeler Carlsberg fredag.
Det nye joint venture udgør et godt grundlag for yderligere vækst af Carlsberg mærket og for øget indtjening og cash flow på det hurtigt voksende marked.
I det første driftsår vil Carlsberg Asia have en proforma nettoomsætning i størrelsesordenen 6,5 mia. DKK (770 mio. USD). Det nye joint ventures proforma resultat efter skat forventes at ligge på ca. 840 mio. DKK. (100 mio. USD) i 2001.
Det første driftsår vil Carlsberg Asia brygge 17 mio. hl øl på egne bryggerier og hos licenspartnere. Heraf vil Carlsberg øl udgøre 2 mio. hl.
Det nye selskab bliver etableret pr. 1. januar 2001 og får hovedsæde i Singapore. Carlsberg indskyder alle sine interesser i Asien (både aktiebesiddelser og licensaktiviteter), medens Chang Beverage Company indskyder sin 49 pct. ejerandel af Carlsberg Brewery (Thailand) Co. Ltd.
Chang Beverage Company, som har hovedsæde i Singapore, investerer i bryggerier og destillerier i Asien.
Carlsbergs nye partnere inkluderer den førende thailandske spiritusproducent Khun Charoen Sirivadhanabhakdi. Khun Charoen kontrollerer en af verdens største destillerigrupper, som på årsbasis sælger omkring 100 mio. kasser spiritusprodukter. Khun Charoens spiritus- og bryggeriaktiviteter har en samlet omsætning på tæt ved 16,8 mia. DKK. (2 mia. USD).
Carlsberg Asias nye partnere tilfører det nye joint venture en omfattende erfaring inden for den asiatiske forretningsverden, hvilket tilføjer nye værdier til Carlsbergs over 100 år lange tilstedeværelse i området.
Den nominelle aktiekapital i Carlsberg Asia Ltd. vil være 3,36 mia. DKK (400 mio. USD). Carlsberg og Chang Beverage Company har planer om at børsnotere Carlsberg Asia på en større børs på et hensigtsmæssigt tidspunkt (tre-fire år).
I forbindelse med etableringen af det nye selskab sælger Carlsberg sin 10 pct. ejerandel i de thailandske bryggerier for 1,2 mia. DKK (147 mio. USD).
Ifølge joint venture aftalen vil Carlsberg satse på at udvikle sine mærker på det dynamiske asiatiske marked gennem egen salgs- og distributionsorganisation i hele området.
Carlsberg Asia planlægger sammen med sine partnere at opbygge en ny og dynamisk bryggeri-og destillerigruppe, som producerer og sælger et eksklusivt sortiment af produkter i hele Asien inklusive de thailandske partneres mest sælgende øl, Beer Chang.
Koncerndirektør i Carlsberg A/S Michael C. Iuul får ansvaret for Carlsberg Asia.
Carlsberg mærkerne har en særlig stærk position i Sydøstasien. Carlsberg Brewery Malaysia har en markedsandel på over 60 pct. I Singapore er Carlsberg nummer to på totalmarkedet og nummer et blandt importerede premium mærker med en markedsandel på omkring 65 pct.
For Carlsberg Asia bliver Thailand og Sydkorea de to største markeder, som tilsammen vil repræsentere ca. 85 pct af den forventede volumen. Carlsberg øl brygges således af egne bryggerier og på licens i Kina, Hong Kong, Indonesien, Japan, Malaysia, Nepal, Philippinerne, Singapore, Sydkorea, Sri Lanka, Thailand og Vietnam.