Carlsberg får ny ledelsesstruktur
Efter gårsdagens meddelelse om godkendelse af Scheme of Arrangement i forbindelse med Scottish & Newcastle-transaktionen vil Carlsberg-gruppen blive organiseret i fire nye regioner: Østeuropa, Nordeuropa, Vesteuropa og Asien.
Anton Artemiev, 48 år og President for Baltika siden 2005, bliver leder af Østeuropa.
For at understrege betydningen af det russiske marked og de øvrige østeuropæiske markeder i Carlsberg-gruppen er Anton Artemiev udnævnt til Senior Vice President og medlem af Executive Committee, oplyser selskabet.
Nordeuropa ledes af Senior Vice President Mikael Aro. Vesteuropa ledes af Senior Vice President Alex Myers. Asien ledes af Senior Vice President Jesper Bjørn Madsen.
Det er desuden besluttet at fokusere mere på innovation. I den forbindelse overvejes det, men afhængigt af relevante høringsprocesser, som et første skridt at fusionere gruppens innovationsaktiviteter til én enhed, d.v.s. Kronenbourg Innovation Center, Carlsbergs Resarch Center såvel som innovationsteamet i Group Sales and Marketing. Det skal sikre, at innovation bliver en klar prioritet på tværs af funktioner, oplyser selskabet.
- Vi har nu en ledelsesstruktur, der kan fokusere på fremtidig værdiskabelse og sikre, at færdigheder, best practice og synergier udveksles inden for og på tværs af de fire regioner. Formålet er at sikre profitabel vækst på alle de markeder, hvor vi opererer, og dermed gøre Carlsberg til verdens hurtigst voksende globale bryggeri, udtaler koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen fra Carlsberg.
Den nye ledelsesstruktur får virkning fra i dag.
/asb
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›