Carlsberg holder igen med investeringerne
Carlsberg skruer i de kommende år ned for investeringerne. Bryggeriet har tidligere meddelt, at man skærer kraftigt i investeringerne i 2009, men det står nu klart, at der heller ikke vil blive skruet op i årene derefter, skriver Berlingske Business.
På Carlsbergs generalforsamling i Falkoner Center i København understregede koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen, at der ikke er planer om foreløbig at vende tilbage til de seneste års høje niveau for anlægsinvesteringer.
- Vi havde meget store investeringer i 2006, 2007 og 2008. Vi ser ingen grund til at komme tilbage til det niveau igen. Nu har vi udbygget kapaciteten så meget, at der næppe er behov for så store investeringer de kommende år. Hvis det skulle ske, vil det i hvert fald være på baggrund af en positiv udvikling om endnu mere vækst i ølsalget end forventet, sagde Jørgen Buhl Rasmussen som svar på et spørgsmål om de kommende års investeringer.