Carlsberg udnævner ny leder for Group Supply Chain

Udgivet den 14-04-2011  |  kl. 09:50  |  

Carlsberg meddeler, at Peter Ernsting pr. 1. juni 2011 tiltræder som Senior Vice President, Group Supply Chain og medlem af Carlsbergs Executive Committee.

 

 

Peter Ernsting afløser Kasper Madsen, som har besluttet at fortsætte sin karriere uden for virksomheden.

 

 

Under Kasper Madsens ledelse har Carlsbergs produktion i de sidste 8 år gennemgået væsentlige ændringer. Med Operational Excellence-programmerne i 2003 og efterfølgende implementering af LEAN og optimering af bryggeristrukturerne i Europa er Carlsbergs produktion løbende blevet effektiviseret.

 

 

Peter Ernsting vil fortsætte denne proces og tage de næste skridt, som skal sikre, at Carlsberg når samme niveau for service og effektivitet som de bedste i branchen inden for hurtigt omsættelige forbrugsvarer, FMCG.

 

 

Peter Ernsting har tidligere været formand for Unilever Supply Chain Company AG, hvor han stod i spidsen for hele Unilevers samlede produktion i Europa og havde ansvaret for ca. 20.000 medarbejdere på 69 fabrikker med et samlet resultat på 8 mia. euro. Før dette var Peter Ernsting leder af Unilevers produktionsorganisation i Asien og Rusland. Peter Ernsting (52) er uddannet kemiingeniør og startede sin karriere inden for forskning, udvikling og produktion af fødevarer.

 

 

Som kommentar til dagens meddelelse udtaler Jørn P. Jensen, CFO og viceadministrerende direktør:

- Jeg vil gerne takke Kasper for hans meget betydningsfulde bidrag i løbet af de mange år hos Carlsberg, og jeg ønsker ham held og lykke i hans fremtidige karriere. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Peter, hvis omfattende internationale erfaring fra Unilever vil være af stor værdi for den fortsatte udvikling af Carlsbergs organisation.

Udgivet af: NPinvestordk