CEPOS: Finansloven reducerer beskæftigelsen med 4.000 personer
Finansloven reducerer beskæftigelsen med 4.000 personer og velstanden med 2½ mia. kr. CEPOS offentliggør i dag et notat om Finanslovens samlede varige effekt på beskæftigelsen. Finansloven betyder strukturelt 4.000 personer færre i beskæftigelse.
Det anerkendes nu af Finansministeriet og regeringen, der har opjusteret reformkravet i regeringsgrundlaget fra 55.000 til 59.000 personer.
- Ser man på de strukturelle effekter af finansloven for 2012, så er konsekvensen, at beskæftigelsen strukturelt reduceres med 4.000 personer. Det skyldes dels skattestigningerne på 5 mia. kr. og dels afviklingen af kontanthjælpsloft, starthjælp mv.
- Statsministeren gjorde i sin nytårstale opmærksom på, at vi skulle forbedre konkurrenceevnen og i øvrigt lave reformer, der øger beskæftigelsen. Den vedtagne finanslov er lærestykket i, hvad man ikke skal foretage sig på de kommende års finanslove. De mange skattestigninger på erhvervslivet, herunder bl.a. NOx-afgiften, svækker erhvervslivets konkurrenceevne. Herudover betyder afgiftsstigningerne på øl, sodavand og cigaretter en øget grænsehandel. Endelig betyder forhøjelser af kontanthjælpsydelserne også færre i beskæftigelse, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS
- Regeringen kommer ikke med bud på, hvordan den vil håndtere behovet for øgede reformer på 4.000 personer. Min anbefaling er, at man overvejer at reducere dagpengeperioden yderligere, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.