Chase Manhattan: Tysk renteforhøjelse før maj ikke længere sandsynlig

Udgivet den 15-01-1998  |  kl. 12:26  |  

København--15. januar--NetPosten--Indonesien er ved at overtage Koreas plads som det største problem i valutakrisen i Asien, og der er på nuværende tidspunkt ingen tegn på, at krisen er ved at ebbe ud, vurderer investeringsbanken Chase Manhattan.

Chase henviser til, at krisen er tættere på Europa, end man vurderede for kort tid siden. Det seneste bevis for dette kunne aflæses af Tysklands tal for eksporten i november, som viste et fald på 2,9 pct. på månedsbasis. Dertil kommer, at store tyske og franske banker har massive udlån til Indonesien.

Sammenholdes disse kendsgerninger med en fortsat svag udvikling i det tyske arbejdsmarked, synes Bundesbanks seneste renteforhøjelse i oktober 1997 som en fejltagelse, hvorfor en tysk renteforhøjelse inden maj synes usandsynlig. Mere sandsynligt synes det at være, at Bundesbank holder renten på uændret resten af året, vurderer Chase.

Dette understøttes endvidere af, at inflationspresset blandt OECD-landene peger i nedadgående retning, blandt andet som følge af faldende råvarepriser. Selvom den Internationale Valuta Fond får gennemført redningsaktionen i Asien, venter Chase, at der kan blive tale om recessionslignende tilstande, hvilket lægger en yderligere dæmper på verdensøkonomien.

Derfor mener Chase, at IMF-skønnet over den økonomiske globale vækst på 4 pct. ligger i overkanten af det opnåelige i 1998. Under sådanne forhold er det svært for en centralbank at finde plausible argumenter for en stramning af pengepolitikken.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder