Chemometec opjusterer efter bedre end ventet start på regnskabsåret-NY

Udgivet den 21-10-2019  |  kl. 14:29  |  
Arkiv: Foto

Chemometec er kommet bedre end ventet i gang med regnskabsåret 2019/20, og derfor opjusterer selskabet nu sine forventninger til årets resultat.

Selskabet forventer nu en omsætning på 200-209 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 67-73 mio. kr., fremgår det mandag af en meddelelse.

Tidligere var forventningen, at toplinjen ville ende i intervallet 193-202 mio. kr., hvilket ville resultere i et driftsresultat på 60-66 mio. kr.

- De højere forventninger er baseret på en fortsat stor og bedre end forventet efterspørgsel efter Chemometecs celletællingsprodukter, lyder det i meddelelsen.

Chemometec har et forskudt regnskabsår og præsenterede for omtrent en måned siden regnskab for 2018/19, hvor de nu tidligere forventninger blev præsenteret.

Selskabets regnskab for første kvartal af regnskabsåret 2018/19 forventes at blive offentliggjort 6. november.

Chemometec-aktien stiger mandag eftermiddag 5,9 pct. til 161,60 kr. oven på opjusteringen. Inden nyheden lå aktien til et plus på 3,5 pct.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder