Chipproducent i kurshop efter solidt første kvartal
Den amerikanske chipproducent Micron Technology stiger med 3 pct. i onsdagens eftermarked, da koncernen efter normal lukketid har lagt sit regnskab for første kvartal frem.
Samtidig kalder selskabet bunden i udviklingen, efter at indtjeningen og omsætningen er gået tilbage de seneste kvartaler på grund af faldende efterspørgsel.
- Vi er optimistiske omkring, at Microns regnskabsmæssige andet kvartal vil være den cykliske bud i vores finansielle udvikling, udtaler den administrerende direktør, Sanjay Mehrotra, i regnskabet.
Selskabet kom gennem perioden med et justeret overskud per aktie på 48 cent, mod 2,97 dollar for et år siden, mens omsætningen landede på 5,14 mia. dollar mod 7,91 mia. dollar et år tidligere. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 47 cent og en omsætning på 5,00 mia. dollar.
I fjerde kvartal af 2018/19-regnskabet var omsætningen på 4,87 mia. dollar, hvorfor Micron Technology altså har set en sekventiel vækst på knap 6 pct.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯