Chipproducent overrasker analytikerne - venter vækst med 5G-udrulning

Udgivet den 16-01-2020  |  kl. 08:09  |  

Chipproducenten Taiwan Semiconductor Manufacturing, der har amerikanske Apple som storkunde, overgår med sine forventninger til omsætningen i første kvartal af det igangværende år analytikernes estimater, og det sætter ifølge Bloomberg News to streger under selskabets forhåbning om, at udrulningen af 5G vil sætte skub i væksten.

Taiwan Semiconductor venter, at omsætningen i første kvartal af 2020 vil lande i intervallet 10,2-10,3 mia. dollar. Til sammenligning venter analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News, at chipproducenten omsætter for 9,6 mia. dollar i de første tre måneder frem til udgangen af marts.

Torsdag har det taiwanske selskab, der er landets største, desuden rapporteret nettoresultat for fjerde kvartal, der slog selv det højeste analytikerestimat i bogen, efter at kunder som Apple og Huawei er begyndt at bruge mere avancerede halvledere i deres smartphones.

Af selskabets regnskab fremgår det, at nettoresultatet for fjerde kvartal landede på 3,8 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder