Chr. Hansen/CEO: Klar til bestyrelseskarriere

Udgivet den 05-02-2013  |  kl. 10:20  |  

Selvom det måske er en overraskelse for de, der følger ingrediensproducenten Chr. Hansen, at den succesrige administrerende direktør Lars Frederiksen har annonceret sin afgang, så er det langt fra nogen ny beslutning.

Allerede sidste år meddelte Lars Frederiksen nemlig bestyrelsesformand Ole Andersen, at han gerne ville stoppe på et tidspunkt i løbet af 2013 efter 33 år hos Chr. Hansen, heraf otte år som topchef.

- Jeg har set en masse forskelligt og været med til en fantastisk udvikling, men jeg kunne godt tænke mig også at prøve noget andet, forklarer Lars Frederiksen.

Han understreger, at han ikke har haft nogen fast deadline for, hvornår han gerne vil forlade posten, og bestyrelsen har derfor "i god ro og orden, hen over efteråret og vinteren" kunnet søge efter en egnet efterfølger.

Valget er faldet på den 51-årige Cees de Jong, som tiltræder 1. april.

For Lars Frederiksen er målet nu en fuldtids bestyrelseskarriere.

- Jeg har sagt nej tak til en del henvendelser omkring bestyrelsesarbejde, mens jeg har haft mit nuværende job, simpelthen fordi jeg ikke tror, at det kan lade sig gøre at have et stort ledelsesjob samtidig med at sidde i en lang række bestyrelser, siger Lars Frederiksen.

Hvor mange bestyrelsesposter, der skal samles ind til porteføljen, for at man kan tale om en fuldtids bestyrelseskarriere, har Lars Frederiksen ikke lagt sig fast på.

Men han er især interesseret i at arbejde med virksomheder, der som Chr. Hansen er baseret på stor værditilvækst, viden, forskning og udvikling.

- Og måske også virksomheder, der som Chr. Hansen står over for en ændring i ejerskabsstruktur, tilføjer han.

Lars Frederiksen har stået i spidsen for Chr. Hansen, både mens selskabet var ejet af kapitalfonden PAI Partners og efter den gjorde comeback på børsen.

De erfaringer vil han trække på som bestyrelsesmedlem.

- Jeg er meget overbevist om, at aktivt ejerskab og aktivt bestyrelsesarbejde er utroligt vigtigt for virksomheder i dag. Det har jeg jo set fungere for os under vores kapitalfondsejerskab, siger Lars Frederiksen.

Lars Frederiksen kendte ikke sin afløser på forhånd.

- Men jeg tror han er en rigtig god fyr til at tage Chr. Hansen videre. Han kommer med en anden baggrund, end jeg har, men set i lyset af, at det er den retning, vi er ved at tage virksomheden i, så tror jeg faktisk, at det er et godt supplement, siger den afgående direktør.

Han henviser til, at Cees de Jong har en doktorgrad i medicin og erfaring inden for life science og biotek. Lars Frederiksen er selv uddannet som Master of Business Administration fra CBS.

/ritzau/FINANS

Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder