Cimber / Kuratorer forhandler salg med interesserede parter
Kuratorerne i Cimber Sterling-boet har siden den 3. maj 2012 haft til opgave at sikre værdierne i det konkursramte selskab, herunder fly, bygninger m.m., med henblik på at sikre kreditorerne bedst muligt. Det skriver Cimber Sterling i en fondsbørsmeddelelse.
Der føres intensive forhandlinger om salg af det konkursramte flyselskab med flere interesserede parter. Et samlet salg af aktiviteten er en kompleks transaktion, som kræver stor fleksibilitet og imødekommenhed fra alle parter, så derfor vil det tage noget tid.
Den 5. maj 2012 genoptog konkursboet flyvning med fire fly på SAS ruter. Dette skete med henblik på at kunne sælge et flyselskab i aktiv drift med de nødvendige tilladelser, hvilket er centralt for salgsforhandlingerne.