Codan Bank: Bilsalgstal giver indtryk af vis afmatning - men der er usikkerhed
København--12. marts--NetPosten--Personbilsalget i Danmark faldt sæsonkorrigeret 10 pct. på årsbasis i februar, mens salget af varer og lastbiler, der har været aftagende de seneste måneder, steg marginalt. Det oplyste Danmarks Statistik tidligere fredag.
Bilsalget til erhverv såvel som til private giver indtryk af en vis afmatning i forhold til 2. halvår 1998. Men salget har dog været kraftigt svingende, hvorfor dannelsen af en trend er meget påvirkelig af den seneste observation. Biltrafikindekset viser fortsat kraftig vækst og underbygger dermed ikke forhåbninger om aftagende vækst i forbruget, vurderer Codan Bank.
Bilsalgstallene vil formentlig virke til fordel for, at der fortsat ikke er planer om at foretage finanspolitiske stramninger, anslår banken.