Stor salgsvækst for Genmabs sklerosemiddel styrker topsalgsforhåbninger, mener Genmab
Genmabs partner Novartis øgede i fjerde kvartal salget af sklerosemidlet Kesimpta noget mere end ventet - og det skæpper ekstra i kassen hos det danske medicinalselskab, der får 10 pct. af salget i royalties.
Salget af Kesimpta løb i kvartalet op i 950 mio. dollar svarende til en vækst på 49 pct. på årsbasis. For hele 2024 nåede salget dermed op i 3,2 mia. dollar - og dermed er det nu et tredobbelt "blockbuster"-middel.
Udviklingen styrker forventningerne til, at det vil være muligt at nå analytikernes topsalgsestimater for midlet i 2030 på 5,2 mia. dollar - eller måske endda overgå dem.
Det vurderer senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank over for MarketWire.
- Jeg har øget mit estimat for salget af Kesimpta over de seneste år - det har markedet også - og det er klart, at hvis den salgsfremgang fortsætter, så vil jeg absolut ikke udelukke, at markedsforventningerne til Kesimptas topsalg er for lave, siger Søren Løntoft Hansen.
Udviklingen i salget af midlet er ifølge analytikeren også en understregning af, at Genmab er mere end bare Darzalex - og Hexabody CD38, som lige nu synes at have investorernes fulde opmærksomhed.
- Kesimpta er et eksempel på et middel, hvor der har været og er et stigende bidrag til Genmabs omsætning og indtjening. Genmab er ikke bare kun Darzalex - det er blandt andet noget af det, som investorerne i min optik måske har glemt en lille smule, siger Søren Løntoft Hansen.
Forleden faldt Genmab-aktien ud af det blå pludseligt 10 pct., uden at der havde været nyt fremme om selskabet. Men handlere vurderede, at det kunne skyldes spekulationer om, hvorvidt selskabets partner Johnson & Johnson vil gøre brug af den option på midlet Hexabody- CD38 , der kan blive en mulig arvtager for guldægget Darzalex.
- Investorerne har med udsigt til udløb af royalties fra Darzalex mod slutningen af årtiet meget ensidigt fokus på Hexabody CD38, som er det middel, som nogle måske vurderer nærmest er det eneste, som kan redde Genmab. Der glemmer man lidt den øvrige portefølje, herunder Kesimpta, som jo stadigvæk vokser solidt og som nu er en tredobbelt blockbuster i 2024.
- Samtidig har du jo også kræftmidlet Epkinly og i øvrigt en pipeline, som ligesom kan bygge bro over de royaltyudløb, der vil være fra Darzalex mod slutningen af dette årti, siger Søren Løntoft Hansen.
Men her og nu er investorernes store fokus i forhold til Genmab-aktien altså på den meddelelse, selskabet kommer med i første kvartal med data for Hexabody CD38 over for Darzalex - og i samme meddelelse også Johnsons & Johnsons beslutning om, hvorvidt man vil tilslutte sig den videre udvikling af Hexabody CD38.
Genmab-aktien ligger fredag ved 10-tiden 1,4 pct. højere i 1430 kr., men er det seneste år faldet 26 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›