Coloplast åbner nyt USA hovedkontor

Udgivet den 03-06-2009  |  kl. 09:45  |  

Den 3. juni åbner Coloplast et nybygget amerikansk hovedkontor i Minneapolis.

- Vi har høje vækstrater på det amerikanske marked, og det nye hovedkontor er et klart signal om, at Coloplast satser benhårdt på yderligere vækst i USA, siger Lars Rasmussen, adm. direktør i Coloplast.

Coloplasts ambition om stadig større vækst i USA fik sidste år yderligere medvind i kraft af nye og bedre muligheder for tilskud til engangskatetre.

- Det er sjældent, at sundhedsreformer er godt nyt for Coloplast, men ændringerne i USA er en undtagelse, siger Lars Rasmussen.

- Vores position som markedsleder inden for bl.a. salg af engangskatetre har placeret os optimalt, når det gælder om at få mest muligt ud af de forbedrede tilskudsmuligheder. Det kan vi se på salget.

Med åbningen samler Coloplast hovedparten af sine nordamerikanske aktiviteter i og omkring Minneapolis. Valget af Minneapolis skyldes, at området har en høj koncentration af virksomheder med speciale i medicinsk udstyr samt et favorabelt universitetsmiljø.

- Minneapolis er attraktiv for Coloplast, fordi vi her finder den højt specialiserede arbejdskraft og viden, vi har brug for. Samtidig havde vi i forvejen mange medarbejdere i området efter købet af Mentor, siger Lars Rasmussen.

Coloplasts købte i 2006 det Minneapolis baserede Mentor Urology.

Udover hovedkontoret har Coloplast også produktion af katetre og hudpleje produkter i staten Minnesota, hvor Minneapolis ligger.

 

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder