Coloplasts topchef er klar med tiltag i vanskeligt forretningsgmiljø

Udgivet den 31-08-2022  |  kl. 16:12  |  
Arkiv: Foto

Coloplast er klar med en række initiativer, der skal afbøde de udefrakommende udfordringer som stigende omkostninger til blandt andet energi og propper i forsyningskæderne.

Det forklarer Kristian Villumsen, der er topchef i Coloplast, til MarketWire i forbindelse med medicoselskabets "Meet the Management"-arrangement.

- De forgangne 12 måneder har budt på flere overraskelser, men det meste er lige nu drevet af den krig, der er mellem Rusland og Ukraine, hvor der, som vi læser det, bliver ført et eller andet niveau af energikrig mod Europa, siger han.

I år har Coloplast hedget 70 pct. af sit energiforbrug, og målet for 2023 er da også at hedge en del af forbruget, hvis en passende pris kan findes.

- Det kommer an på, hvad prisen er. Det har vi en lup på. Det har været meget volatilt. Vi har hedget til resten af det her år, og der er der i hvert fald tre måneder til at kigge på priser, forklarer direktøren.

- Vi forventer, at der kommer til at være en masse volatilitet stadigvæk, men vi håber selvfølgelig, at der kommer en mulighed for at hedge på niveauer, der er lavere end dem, vi ser lige nu, fortsætter han.

Også på logistikfronten har Coloplast set på måder at afbøde de værste konsekvenser af flaskehalsene i forsyningskæderne. Det er blandt andet sket gennem substituering af råvarer eller køb hos andre selskaber.

- Vi har været mere bekymret for, om vi skulle løbe tør for kritiske råvarer, så vi har ofte været i en situation, hvor der ikke har været noget valg - køb produktet, ellers gør andre, forklarer Kristian Villumsen og tilføjer, at selskabet også har øget sine råvarelagre.

Desuden har Coloplast øget sit fokus på besparelser gennem en række effektivitetsprogrammer for produktionen og for omkostningsudviklingen.

STRIVE25 FORLØBER PLANMÆSSIGT

Coloplast har ved sit arrangement onsdag også haft fokus på sin langsigtede strategi, Strive25, der blandt andet indeholder forventninger til den årlige organiske vækst på 7-9 pct. og en forventning om en driftsmargin, EBIT, på over 30 pct.

Medicoselskabet oplever - på trods af modvind i Kina - fremskridt i Strive25. Typisk har målsætningen for den organiske vækst været den største pukkel for selskabet, fordi det gælder om at overbevise kunderne om, at Coloplasts produkter og services er bedre end konkurrenternes, forklarer Kristian Villumsen.

- Der er du afhængig af, at du kan overbevise kunderne. Det er ikke fuldt i din kontrol, hvorimod omkostningerne typisk er i din kontrol. Det er noget, du kan styre. Men lige nu har vi klart set mere volatilitet på omkostningssiden, end vi har på vækstsiden, så lige nu vil jeg sige, at vi har helt klart fuld pallette på vækst og omkostninger, forklarer han.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  CEO❯  Shares❯