Mandagens aktier: Mærsk top toppen på feriepræget dag med nye troldtrusler

Udgivet den 10-02-2025  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Mærsk endte som topscorer mandag, hvor GN og Rockwool dykkede efter analysenyt.

Vestas var også tynget, mens Netcompanys milliardkøb blev tygget igennem og tolket som en god nyhed.

Samlet faldt C25-indekset med 0,3 pct. til 1785,23 mod et ellers lysegrønt europæisk marked ved dansk lukketid.

- Der er en lidt tynd volumen i den danske handel i dag, og derfor kan enkeltaktier være med til at sende indekset op eller ned. Det er vinterferien, der rammer - og derfor går de danske aktier modsat de europæiske, for det er vist en dansk ting med ferie i uge syv, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Fra regnskabsfronten er der omvendt mere stille i denne uge efter en sand storm i sidste uge. I stedet vendte fokus sig atter lidt mere mod den handelskrig, som det er lykkes USA's præsident, Donald Trump, at få stablet på benene.

Seneste skud på stammen på den front er en varsel om told på stål og aluminium:

- Det kan være det, der er med til at presse Vestas i dag, selv om selskabet ikke er så eksponeret som tidligere i forhold til tolden på stål og aluminium, siger senioraktierådgiveren.

Vindmølleaktien faldt 2,1 pct. til 103,50 kr. og endte i den nederste del af eliteindekset. Vestas kom med regnskab i sidste uge, hvor aktien steg 8,4 pct.

MÆRSK I TOP

Rederikoncernen Mærsk kom ligeledes med regnskab i sidste uge, og her satte koncernen gang i et nyt aktietilbagekøbsprogram. Det startede i fredags - og det kan være det, der var med til at give aktien medvind mandag:

- Man skal lige være opmærksom på, at Mærsk Holding ikke deltager i programmet. Det betyder, at de ikke sælger aktier. Og derfor kan aktietilbagekøbet være med til at sende aktien op i et tyndt marked, vurderer Martin Munk.

Oveni spekulerer Financial Times i, at førnævnte Trump har sagt, at han vil overtage Gaza. Det har ifølge avisen rystet shippingchefernes håb om en tilbagevenden til Rødehavsruterne efter mere end et års krise. Trumps forslag øger frygten for, at Yemens militante houthibevægelse vil forny sin trussel mod kommercielle skibe, der krydser Det Røde Hav, efter de den 19. januar meddelte, at de ville ophæve sanktionerne mod alle skabe, der ikke er registreret i Israel eller ejes fuldt ud af israelske selskaber.

- Det er nok lidt spekulativt endnu. Men det kan da betyde noget, siger Martin Munk.

B-aktien i Mærsk steg til tops i C25 med at plus på 3 pct. til 11.625 kr. efterfulgt af A-aktiens plus på 2,6 pct. til 11.360 kr.

ANALYSENYT TIL PANDORA, ØRSTED, GN OG ROCKWOOL

Smykkeselskabet Pandora endte i top fem i C25 med en fremgang på 1 pct. til 1332 kr.

Carnegie har løftet sit kursmål til 1650 kr. fra 1560 kr., der gentager anbefalingen "køb".

Energiselskabet Ørsted blev også begunstiget af analysenyt mandag, hvor tyske DZ Bank har sænket sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold", og kursmålet er fortsat 275 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Ørsted har desuden fået sænket sit kursmål hos Carnegie til 330 kr. fra 350 kr., mens den neutrale anbefaling "hold" er blevet fastholdt.

Ørsted-aktien gik dog mod analyserne og steg 0,2 pct. til 298,90 kr.

GN har fået sit kursmål skåret af finanshuset Jefferies til 185 kr. fra 220 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. Den positive anbefaling "køb" fastholdes dog.

Aktien drattede til en bundplacering i C25 med et fald på 2,9 pct. til 139,90 kr.

Også Rockwool endte i bunden af C25 med et minus på 2,6 pct. til 2654 kr., efter at schweiziske UBS har skruet sin anbefaling ned til "sælg" fra "hold." Det er anden handelsdag på stribe med betydelig modgang til Rockwool, som fredag faldt med 5,8 pct. Til gengæld steg aktien torsdag med 16 pct. oven på et stærkt årsregnskab for 2024.

NETCOMPANY KØBER SDC FOR 1 MIA. KR.

Netcompany har indgået aftale med aktionærerne i it-selskabet SDC om at købe selskabet for 1 mia. kr.

Med opkøbet fusioneres SDC, der leverer it-løsninger til den nordiske finanssektor, med et nystiftet selskab under Netcompany, der kommer til at være fuldt ejet af sidstnævnte. Det nye selskab får navnet Netcompany Banking Services.

Netcompany-aktien steg 0,6 pct. til 282,40 kr., efter at have startet mandagen ud med et plus på 8,5 pct.

- Umiddeltbart ser prisen billig ud. Men der er store afskrivninger - og derfor bør man også tage bundlinjen med i betragtning, siger Martin Munk.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯