Columbus-formand har hentet 350 mio. kr. i udbytte i "pragtfuldt" år

Udgivet den 28-12-2021  |  kl. 16:05  |  
Arkiv: Foto

Bestyrelsesformand og storaktionær i it-service- og konsulentfirmaet Columbus, Ib Kunøe, har de seneste måneder løbende købt flere og flere aktier i virksomheden, som han nu ejer ca. halvdelen af.

Han betegner i et interview med MarketWire året som aktionær i Columbus som "pragtfuldt", og Kunøe kunne da også glæde sig over en indbetaling på 350 mio. kr., da selskabet i april udbetalte et ekstraordinært udbytte på 6 kr. per aktie.

- Det har det bestemt været, ja. Da jeg fik 350 mio. kr. i kassen, var det jo ikke så dårligt, vel?, siger Ib Kunøe til MarketWire.

Ikke overraskende ser han et stort potentiale i virksomheden i fremtiden, hvilket også er årsagen til, at han løbende har købt yderligere aktier.

- Det gør jeg da helt bestemt. I perioder, hvor jeg synes, aktien er groft undervurderet, jamen så køber jeg da bare - det ville da være tåbeligt andet, ikke? Jeg lever jo af at drive forretning, fortæller Ib Kunøe.

Aktuelt ligger Columbus-aktien omkring kurs 9,18 kr., og inklusive den ekstraordinære udlodning i april på 6 kr. per aktie er status for 2021 et samlet afkast på ca. 33 pct.

I forhold til den aktuelle kurs vurderer han, at mange nok gerne vil se, hvad der kommer ud af de strategiske ændringer, der er blevet søsat de sidste par år.

- Jeg tror, det er sådan en "venteposition", hvor folk vil se, om vi når vores mål, og om vores strategi og nye koncernchef fungerer.

- Vi har sat rigtigt mange skibe i søen, så vi skal jo også lande - det forstår jeg sagtens, men jeg synes stadigvæk, at aktien er billig i forhold til nogle andre, som jeg ikke skal nævne ved navn, siger Ib Kunøe.

Han erkender, at det er en ulempe i forhold til likviditeten i aktien, at han selv ejer så stor en del af virksomheden. Men det kan ikke overbevise ham om at sælge ud af sine aktier.

- Nej, jeg har aldrig solgt, konstaterer Ib Kunøe om Columbus-aktierne i sit aktiedepot - og det har han heller ikke planer om at gøre fremadrettet. Han vil heller ikke lade sig friste, hvis en større institutionel investor skulle forhøre sig om muligheden for at købe nogle af hans aktier.

- Der ved de godt, hvad jeg vil sige, siger Ib Kunøe og tilføjer:

- Nej, det vil jeg ikke.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯